Fra 1910 -
Definition
Abstrakt kunst er egentlig ikke en stilart, men udtryk for en malerisk tendens, der indledes i begyndelsen af 1900-tallet. Ikke mindst billedliggjort i ekspressionismen og dennes beslægtede stilarter, fx kubisme, abstrakt ekspressionisme, neoplasticisme, opart og minimalisme.
Et abstrakt maleri er et maleri, der kun indeholder visse, mere eller mindre omformede, træk fra virkeligheden. Det er delvis nonfigurativt kunst, dvs. genstandsløs, i betydningen ikke at forestille nogle kendte genstande fra virkeligheden.
Selv om maleren godt kan tage udgangspunkt i virkelige objekter (et træ eller et ansigt), så er det abstrakte kunstmaleri ikke en afbildning af den ydre virkelighed, som fx det naturalistiske maleri.
Den abstrakte kunst formidler en følelse eller en ide gennem tilsyneladende virkelighedsfremmede former, farver, linjer og flader.
Foregangsmalere for denne stilart var Wassily Kandinsky og Francis Picabia omkring 1910.
Kandinsky udvikler sin egen “trosbekendelse” i 1912, hvor han sætter fokus på:
“nødvendigheden af at frembringe det indre og ikke det ydre liv i kunsten og at give denne udtryk i billedets eget sprog og efter dets egne love. Frem for alt gælder det om at dyrke farvens udtryksmuligheder. Denne indre nødvendighed er det mystisk skabende princip, der driver kunstneren til frit og suverænt at vælge de former og farver, der tjener hans særlige formål” (Sass s. 201/202).
Læs om symboler i abstrakt kunst.
Eksempel
Wassily Kandinsky (1866–1944):
“Improvisation 7”, 1910