0. Indledning
Et billedes kompositionsform er med til at bestemme indholdet i den “historie”, billedet fortæller, og kompositionen har stor indflydelse på, hvilken æstetisk (“skønhedsmæssig”) oplevelse billedet giver dig.
Et godt udgangspunkt for at forstå, hvad billedkomposition bl.a. handler om, er at forstå følgende helt grundlæggende forhold:
Ethvert billedes komposition kan iagttages ud fra en kulturbestemt kunstnerisk værdiforestilling om
Orden, Balance & Klarhed
Min påstand er nemlig, at
-
enten forsøger kunstneren, via sin komposition, - netop - at skabe en vis orden, balance og klarhed
-
eller også vælger han, i større eller mindre grad, det modsatte: At forrykke balance og klarhed hen imod noget, der udfordrer eller pirrer beskuerens sanser, følelser og tanker. Og som mere eller mindre direkte stiller spørgsmålstegn ved netop den kulturbestemte og indgroede værdiforestilling om orden, klarhed og balance. Disse kompositionsformer bliver således i sig eksempler på en “ny”, en anderledes måde at se på. Et svar, der postulerer at verden kan sanses, føles og tænkes fra mange forskellige synsvinkler.
Denne værdiforestilling dominerer det 20. århundredes malerkunst. I slutningen af det 19. årh. brugtes betegnelsen “avantgarde” om en sådan “modernistisk” kunst, både indenfor malerkunst og litteratur.
Avantgardistisk kunst bliver i Gads litteraturleksikon defineret således:
“Betegnelsen avantgarde …er blevet brugt… til at betegne kunstnere, som mener, at kunstens opgave er at forny og bryde med traditionen og konstant indoptage nye ideer og udvikle kunstneriske udtryk.” (s. 33).
Skal vi - i analysesammenhæng - forholde os til et billedes komposition drejer sig således bl.a. om:
-
Beskrivelse af hvad der er de vigtigste billedelementer og af hvor og hvordan disse er placeret.
-
Hvilket billedkompositorisk princip er billedet så komponeret ud fra?
-
Hvilken indflydelse har kompositionen på beskuerens psykologiske/følelsesmæssige oplevelse? Altså noget om oplevelse af følelsesmæssig ro/ikke-ro, harmoni/ikke-harmoni, stilstand/bevægelse, overskuelighed/ikke-overskuelighed.
-
Hvilken indflydelse har kompositionen på beskuerens æstetiske oplevelse? Dvs. en vurdering af den “skønhedsmæssige” oplevelse ud fra iagttagelsesforskelle som orden/ikke-orden, klarhed/ikke-klarhed, harmoni/ikke-harmoni.
Lad mig først introducere nogle enkle kompositionsregler, det kan være en fordel at kende:
Se “Aksesystemet og Vending af kvadratet”
Et billedværk kan altså være “komponeret” ud fra forskellige kompositionsprincipper. Nogle kompositionsformer bygger, som nævnt, efter min mening på at skabe og fastholde en særlig form for orden, balance og klarhed i både fysisk og overført psykologisk betydning.
Andre kompositionsformer forrykker den traditionelle opfattelse af hvad orden, balance og klarhed er.
Her skal nævnes de vigtigste:
1. Symmetri-komposition
Er billedet komponeret symmetrisk betyder det, at elementer, der ligner hinanden, er placeret ensartet (ofte spejlvendt) på hver side af billedfladens lodrette eller vandrette midterakse. Symmetri kan give en fornemmelse af statisk ro, af stilstand, af en harmonisk, afbalanceret følelsesmæssig stemning og æstetisk oplevelse.
Et eksempel: Enguerrand Quarton
2. Midter-komposition
En midterkomposition er en kompositionsform, hvor billedets vigtigste elementer er placeret omkring billedets lodrette midterlinje.
Se eksempel: Frants Henningsen
Billedelementer der er placeret i midten er netop placeret der, fordi de har en særlig stor betydning, en særlig stor opmærksomhedsværdi. Er denne kompositionsteknik benyttet, kan det være for at skabe en afbalanceret, harmonisk stemning, en rolig stemning.
3. Venstre-komposition
Man siger, at et billede kan “veje” mest i venstre side “uden at vælte”. Det vil sige, at mange billedelementer (eller de største, de “tungeste”) ofte placeres i venstre side. Og de ting du ser i den side er dem du først lægger mærke til. For i vores kultur ser vi et billede fra venstre mod højre. Vi ser nemlig ligesom vi læser. En sådan billedkomposition kan også virke harmonisk og rolig.
Et eksempel: “Pige sovende ved bord”
4. Komposition med udgangspunkt i “Den gyldne brøk”
Den gyldne brøk er en matematisk formel, der lyder således:
- enten kvadratroden af 5 minus 1 divideret med 2 = 0,6180339
- eller kvadratroden af 5 plus 2 divideret med 2 = 1,6180339
Når vi taler om den gyldne brøk i forbindelse med billedkomposition, skal det, rent matematisk, forstås på denne måde:
Hvis former eller linjer er proportioneret (delt) på en sådan måde, at forholdet mellem den mindste og den største giver 0,6180339 eller forholdet mellem den største og den mindste giver 1,6180339, så er formen eller linjen komponeret efter den gyldne brøk.
En sådan kompositionsform skulle give en forstærket oplevelse af harmoni og æstetisk (skønhedsmæssig) nydelse og pirring af sanserne.
Det er især følgende forhold, vi kan være opmærksomme på, hvis vi skal have styr på om den gyldne brøk er bragt i anvendelse i et kunstbillede:
- Det gyldne rektangel
- Det gyldne snit
- De gyldne punkter
- Det optiske midtpunkt
Et gyldent rektangel er der tale om, hvis selve billedets ydre ramme eller hvis mere eller mindre synlige rektangelformer i billedet har proportioner, hvor den korte side i rektanglet divideret med den længste tilnærmelsesvis er ca. 0,618… eller den længste side divideret med den korteste er tæt på 1,618…
Se EKSEMPLER
Det gyldne snit taler vi om, når særlige eller vigtige billedelementer er placeret i nogle bestemte “snit” i en billedflade. Og placeringen af disse snit har også med den gyldne brøk at gøre.
Hvis du vil undersøge om særlige billedelementer er placeret i et eller flere af billedfladens gyldne snit, kan du måle ca. tre ottendedele af hver sides længde ind fra alle rektanglets fire sider og tegne vinkelrette linjer dér.
Se EKSEMPLER
Helt præcist kan du tjekke hvor snitlinjerne er, ved at gange længden af rektanglets side med 0,618… og måle dette stykke ind fra hver side i rektanglet (både den korte og den lange) og så tegne henholdsvis to lodrette og to vandrette linjer.
De gyldne punkter er der, hvor de gyldne snit skærer hinanden.
Det optiske midtpunkt er det øverste venstre gyldne punkt, som ligger i skæringspunktet mellem den sydøstgående diagonal (= læselinjen) og den lodrette venstre gyldne snitlinje.
Hvis billedelementer er placeret i nogle af disse gyldne felter kan det være med det formål at skabe særlig opmærksomhed omkring dem og at komponere billedet for at få en æstetisk tiltalende ulige inddeling af et givent rum.
Se Leonardo da Vinci
En særlig vigtig gylden snitlinje er den venstre lodrette. Dette er i hvert fald i overensstemmelse med princippet om, at et billede (i vores vestlige kultur) læses fra venstre mod højre, så det er billedelementer i venstre halvdel af billedet, vi ser først. I overenstemmelse med venstrekompositionens princip er det desuden, at et billede kan “veje” mest i venstre side, så vigtige “tunge” billedelementer kan befinde sig her, uden at “vælte”, dvs. uden at billedet fornemmes at være i ubalance.
Læs mere: “Matematisk definition af det gyldne snit” og “Det gyldne snit”
5. Geometrisk figur-komposition
I malerkunsten og arkitekturen ser vi ofte en komposition, der bygger på særlige regelmæssige geometriske former.
Det kan være “gyldne former”, der er konstrueret efter det gyldne snits principper, fx:
- Det gyldne rektangel
- Det gyldne pentagram, hvor samtlige af den femtakkede stjerneform linjer skærer hinanden i gyldne snit
- Den regelmæssige trekantform, der har væsentlig symbolsk betydning, fordi den er det fysiske symbol på den åndelige “Treenighed”: Gud, søn og helligånd.
- Cirkelformen, som hel- eller halvcirkel, et verdsligt symbol for bevægelse, årets kredsløb og livets hjul, og et kristent symbol i form af glorie.
- Det regelmæssige kvadrat, som kan tolkes som et jordisk symbol: de fire verdenshjørner, de fire vinde, de fire årstider, de fire livsaldre osv.
Maleren og farveforskeren Johannes Itten skrev i sin “Dagbog” fra 1930 om kvadratet, cirklen og trekanten, at disse 3 former udtrykker 3 forskellige verdener:
I) Kvadratet er den materielle verdens tyngde og fasthed
II) Cirklen er den spirituelle verdens følelse, æteriske og vandige bevægelse
III) Trekanten er den intellektuelle verdens logik, koncentration, lys og ild.
Disse “statements” står naturligvis for Ittens egen subjektive regning, men… er der mon noget om det?
Måske var det mennesket som et både materielt og åndeligt væsen Leonardo da Vinci visualiserede, da han indtegnede den menneskelige krops ydre form i de symbolladede geometriske figurer: kvadratet og cirklen?
Danner billedelementer synlige eller usynlige regelmæssige geometriske figurer som det gyldne rektangel, det gyldent proportionerede pentagram, det regelmæssige kvadrat, cirklen eller trekanten, så skaber det ofte ro og harmoni. I hvert fald hvis figurerne er “vendt harmonisk”.
En trekant, der står på spidsen kan i modsætning til den velafbalancerede geometriske figur med “fast grund under fødderne”, fortolkes som værende i en skrøbelig og hårfin balance: der skal ikke meget til før den vælter. Altså et element af uro, af spænding.
En urolig, uharmonisk, forundrende, pirrende og/eller udfordrende stemning kan også skabes, hvis figurerne opløses eller afbildes som uregelmæssige geometriske figurer (synligt eller som underliggende kompositionsprincip).
Et eksempel på uregelmæssig figurkomposition: “Portrait of Josette Gris”
6. Højre-komposition
I flere tilfælde kan vi tale om “højrekomposition”. Det skal naturligvis forstås således, at de vigtigste billedelementer befinder sig i højre side af billedet. Billedet kan derfor, rent balancemæssigt, have tendens til “at vælte” med den virkning, at der skabes bevægelse i billedet og måske uro eller disharmoni.
Se eksempel: “Den unge tigger”
7. Diagonal-komposition
Er billedelementer placeret “på skrå” eller består den dominerende linjeføring i det hele taget af mange skrå, buede, uregelmæssige, synlige eller usynlige linjer, dvs. alle former for ikke-lodrette og ikke-vandrette linjer, taler vi om diagonalkomposition.
Er det vigtige billedelementer, der har en “diagonal” hældning har billedet ofte en dynamisk, en energisk, en handlekraftig, måske en urolig stemningsskabende virkning. I hvert fald fornemmes en bevægelse i billedet frem for stilstand og ro.
Eksempler: Eugéne Delacroix: “Frihed”, Gustav Klimt
8. Komposition med udgangspunkt i læselinjen
Denne kompositionsform er også en diagonalkomposition. Men den refererer til en helt bestemt diagonallinje i billedfladen.
Læselinjen er nemlig den linje, der kan tegnes fra billedets øverste venstre hjørne til det nederste højre. Denne såkaldte diagonal danner altså “læselinjen”, dvs. den vej dit blik bevæger sig, når du ser et billede. Befinder vigtige billedelementer sig langs læselinjen eller for enden af denne, er det netop fordi vi særligt skal lægge mærke til disse.
Se eksempel: “En gammel mand og hans barnebarn” og “Flugten til ægypten”
9. Totalkomposition
I de fleste billeder findes altså særlige billedelementer, der tilføres særlig opmærksomhedsværdi, fordi billedet er komponeret efter eller er en kombination af flere kompositionsprincipper.
Men sådan er det alligevel ikke i alle tilfælde. Derfor introduceres nu det sidste kompositionsprincip: Totalkompositionen.
En sådan komposition er kendetegnet ved, at der netop ikke er ét eller få billedelementer, der er særligt fokus på. Nej, det er hele billedets rum, der så at sige er i centrum.
Ligesom det, vi kalder totalteater ikke begrænser sig til at foregå på selve scenen, men ofte inddrager hele rummet, således kan totalkompositionen siges at være malerkunstens pendant hertil.
Vi kan altså ikke indfange det karakteristiske ved kunstbilledets komposition ved hjælp af ovenfor nævnte kompositionsformer, når det drejer sig om disse “totalkompositoriske” billeder.
Talrige malerier af mere modernistisk art fra det 20. århundredes forskellige stilarter udmærker sig bl.a. ved at være netop sådanne totalkompositioner.
Der vises to eksempler af ældre dato på helt forskellige totalkompositioner: EKSEMPLER
NOTABENE! Ideen med at komponere et billede på en bestemt måde er at skabe nogle bestemte felter i billedet, der har særlig opmærksomhedsværdi. Billedets vigtigste elementer placeres netop i disse opmærksomhedsfelter.
Når fx et billedes opbygningsprincip er midterkompositionen, er det området i og omkring billedets midterlinje, der har størst opmærksomhedsværdi. I en venstrekomposition er det feltet i venstre halvdel, osv.
Mange billeder er ikke ensidigt komponeret efter ét kompositionsprincip. Ofte vil du støde på diverse blandingsformer.
Det der er din opgave, i billedanalyse-sammenhæng, er at argumentere for, hvilket kompositorisk princip, der er det dominerende, det styrende.
Du vil ofte opleve, at billedkunstnere komponerer billeder, der kombinerer ovennævnte kompositionsprincipper på alle mulige måder eller som bryder med de billedkompositoriske “traditioner”. Det gør de “med vilje”, for at få nogle bestemte virkninger frem, fx for at skabe uro, forvirring, en anderledes æstetisk oplevelse, en overraskelseseffekt eller for bare at afprøve nye kompositionsideer.
Se fx “Head VI” af Francis Bacon eller normbrydende kompositioner af Malevich.
Der findes også satiriske og humoristiske kompositioner, fx “Helbredelse af tosse” og værker af Magritte.
Og der er de billedmagere, der gør det, de gør, uden at tænke så forfærdelig meget over det.
Se malerkunstens stilarter
Overvej følgende spørgsmål i forbindelse med billedets komposition:
- Hvilke billedelementer forekommer at være de vigtigste?
- Hvor og hvordan disse er placeret?
- Hvilke billedkompositoriske principper er billedet komponeret ud fra?
- Hvis der er tale om flere kompositoriske principper, hvilket er da det mest dominerende?
Note 1: Den romerske arkitekt og ingeniør Marcus Vitruvius Pollio, der levede ca. år 90-20 f.Kr., menes at have formuleret “Loven om det gyldne snit” som lød:
“For at få en æstetisk tiltalende ulige inddeling af et givent rum, må den mindste del forholde sig til den større, som den større del forholder sig til helheden …”. (Kilde: “Matematik i kunsten” af Eigil Peter Hansen, Munksgaard 1993, s. 38).