Et eksempel på almenfaglig perspektivering
Novellen Glansbilleder har, efter min mening, bl.a. to vigtige temaer. Dels et tema der handler om fordomme og dels et tema, der handler om livssituationen for mennesket med handicap.
Det er den handicappedes særlige situation, som den beskrives i novellen jeg vil sætte i sammenhæng med den situation, mennesket med handicap ofte befinder sig i, - i vores faktiske virkelighed.
Familieterapeut Jesper Juul gør, i sin bog Dit kompetente barn fra 1995, meget ud af at fortælle, at ethvert menneske hele tiden står i en konflikt mellem at bevare sin integritet (dvs. ens identitet, ens personlighed) og så ønsket om samarbejde (dvs. ønsket om at være en del af og blive accepteret i et socialt fællesskab).
Idealet er, at mennesket både bevarer sin integritet og føler sig anerkendt i et socialt fællesskab. Man kan ikke bevare sin integritet, hvis man er tvunget til at undertrykke sin egen personlighed så meget i det sociale fællesskab, at man, så at sige, “mister sig selv”.
Jesper Juul illustrerer konfliktforholdet på denne måde:
Modellen kan forstås således:
Hvis fx barnet ikke finder sig tilpas i den sociale sammenhæng det er i, fx hvis det føler sig lukket ude eller ikke respekteret, så opstår en konflikt. Denne konflikt mærker barnet som en psykisk smerte.
Barnet udsender signaler til sine omgivelser om, at det bærer på en sådan smerte.
Bliver disse signaler ignoreret, vil signalerne ændre sig til forstærkede symptomer, som fx fysisk sygdom eller psykiske reaktioner, som fx aggressiv udadrettet adfærd imod andre eller destruktiv indadrettet adfærd imod sig selv.
Selv om Jesper Juuls teoretiske overvejelser som udgangspunkt handler om barnet, er konflikten mellem at bevare sin identitet og deltage i sociale relationer aktuel for alle mennesker hele livet igennem. Det gælder for den voksne, - for den voksne med handicap, og det gælder for den unge blinde mand i Martha Christensens novelle. De særlige problemer han slås med er sandsynligvis problemer mange mennesker med handicaps kan nikke genkendende til.
Hvis vi relaterer Jesper Juuls integritet/samarbejds-model til den situation mennesket med handicap står i, er det vigtigt at huske på følgende:
Forudsætningen for at mennesket med handicap overhovedet kan bevare sin identitet i sociale relationer er, at han ved, hvad/hvem det er der skal bevares.
Mennesket med handicap skal altså have klar oplevelse af: “Hvem er jeg”. Hvis han ikke ved det, ved han jo heller ikke hvad det er for en identitet, han skal kæmpe for at holde fast i.
For den unge mands vedkommende og andre i en lignende situation er det første helt afgørende skridt altså at “(gen)finde sig selv”, sin identitet.
Er handicappet først blevet aktuelt på et senere tidspunkt i livet forårsager det nemlig ofte et slags indre psykisk kaos, fordi den identitet mennesket med handicap har bygget op føles lagt i ruiner: “Jeg er ikke mere den samme som jeg var!”.
Mennesket med handicap står altså over for en situation, hvor han føler et identitetstab eller en identitetsomvæltning. Denne indre konflikt må han forholde sig til for at kunne genfinde livskvaliteten. Og han må få styr på den, hvis han skal kunne deltage ligeværdigt med andre i sociale relationer.
Netop følelsen af at være ligeværdig i forhold til andre lider ofte et knæk, fordi det at blive pludselig handicappet medfører følelsen af at være anderledes, at afvige fra normen.
Mennesket med handicap skal lære at finde “…kompensation for det tab af lighed (eller normalitet), vedkommende har lidt” (Citat fra “Vis mig dit klædeskab og jeg skal fortælle dig, hvem din socialpædagog er!”, Socialpædagogernes Landsforbund, 1996 s. 19).
Det er ikke så ligetil. Det kræver både, at mennesket med handicap selv er parat til at tage et ansvar, men i høj grad også at omgivelserne viser den fornødne forståelse, en parathed og evne til at hjælpe.
Den handicappedes “væltede” identitet kan først siges at være “på fode” igen, når han føler sig “integreret”, dvs. får del i bl.a. følgende ressourcer:
“Ved at være integreret i sig selv og opleve sig som person får vi alle del i den ressource, som vi kalder for identitet. Ved at være integreret i sit samfund får vi adgang til den ressource, som man kunne kalde for solidaritet. Solidaritet opnås gennem et fællesskab, hvor man oplever tilhørsforhold og at være genstand for andres solidaritet” (“Vis mig dit klædeskab…” s. 15).
Opdateret d. 21.9.2004