Dette analyseleksikon indeholder alfabetisk ordnede forklaringer på centrale begreber, metoder og termer inden for tekst- og medieanalyse. Indholdet dækker bl.a. sproglige figurer, fortællerteknik, filmiske virkemidler, retoriske appelformer og analytiske modeller.
A
Ab ovo
Se lukket indledning.
Abstrakt
Begrebet “abstrakt” bruges i sproglig sammenhæng sædvanligvis i betydningen “uhåndgribelig”: det abstrakte ords betydning eksisterer kun i tanken. Derfor kaldes abstrakte ord også for “tankeord”. Fx er ordet “ko” konkret, mens “livskvalitet” er abstrakt. Nogle begreber er mere abstrakte end andre: “transportmiddel” er mere abstrakt end “cykel”, “bil” osv. Se konkret.
Abstrakt sprog
Når afsenderen har valgt mange overbegreber frem for konkrete underbegreber (fx “mælk” i stedet for “letmælk”) eller bruger uhåndgribelige udtryk (kærlighed, politik) i stedet for håndgribelige (kantsten, lastbil). Se konkret sprog.
Abstraktionsstige
S. I. Hayakawas model (inspireret af Alfred Korzybski) illustrerer, at jo højere man bevæger sig op ad abstraktionsstigen, desto bredere og mindre præcis er betydningen af begreber; jo lavere, desto mere konkret og præcist. Se konkret sprog og abstrakt sprog.
Adaptation
Når børnebogsforfattere eller forlag tilpasser tekster til en børnemålgruppe. Begrebet introduceret af Theodor Brüggemann (1966). Adaptation kan handle om:
- Indre udformning: indhold, fortælleteknik, sprog.
- Ydre udformning: omslag, materialevalg, typografi, illustrationer. Se didaktisering.
Adfærdsregulerende tekst
Se instruktion. Se fremstillingsform.
Adjektiver
Adjektiver (tillægsord) betegner egenskaber ved personer, ting og forhold. De kan ofte gradbøjes (pæn - pænere - pænest). Man kan skelne mellem konstaterende, relative, psykologiske og vurderende adjektiver. Udbredt brug kan give en sanselig, beskrivende eller malende effekt. Se verber og substantiver.
Afsenderholdning
Afsenderholdning defineres som de personlige meningstilkendegivelser en afsender fremsætter i en tekst - direkte eller indirekte, tilsigtet eller utilsigtet.
Afslutningens hvileregel
Eventyrregel: stemningen går i dvale i afslutningen; ofte berettes om hovedpersonens videre skæbne (“De levede lykkeligt til deres dages ende”) og bipersoners straf.
Afslutningsformel
Eventyrets afslutning kan indeholde en formel, der markerer, at historien er opdigtet (fx “Og havde kalvehalen været længere, så havde eventyret også været længere”).
Aktantmodel
Algirdas-Julien Greimas’ model (1966) beskriver seks funktioner (subjekt, objekt, giver, modtager, hjælper, modstander) som grundstruktur i mange fortællinger. Modellen er inspireret af Propp.
Aktiv
I grammatik betyder “aktiv” handlende; sætningen har et handlende subjekt og et verballed, der udtrykker handling. Modsætning: passiv.
Al
(afsnit for emner, der begynder med “Al”)
Allegori
Allegori betyder “at sige noget andet”: en fortælling, der kan forstås bogstaveligt, men som samtidig peger på en overført betydning. Allegorier ligner symboler, men er længere og ofte mere præcise i deres overførte betydning. Se litterært symbol.
Allitteration
Se bogstavrim.
Almenfaglig perspektivering
At sætte en problemstilling i relation til historie, kultur, samfund, psykologi eller pædagogik. Kan være som en mini-emneopgave med problemformulering. Se erhvervsfaglig perspektivering, litterær perspektivering og perspektivering.
Allusion
En skjult henvisning i en tekst til en anden tekst, person eller begivenhed. Allusioner til biblen er hyppige. Se intertekstualitet.
Alvidende fortæller
Fortæller, der “ved alt” om flere personers bevidsthed. Kan bevæge sig frit i tid (tilbageblik, forudskikkelse) og kan være implicit eller eksplicit. Kaldes også olympisk eller autoritær fortæller. Se begrænset vidende fortæller og ikke-vidende fortæller.
Alvidende syn
Indre syn i mere end én person. Se indre syn og ydre syn.
Anakronisme
Når noget er tidsmæssigt forkert placeret (f.eks. en computer i en fortælling fra 1800-tallet). Ofte anvendt komisk.
Analyse
Fra græsk analysis = opløsning. Analyse er at opløse en helhed i dele og beskrive dem. Formål kan være at forstå kulturarv, sammenligne tekster og udvide læseoplevelsen. Se syntese.
Anførselstegn
Tegn der angiver direkte tale eller citat: “……”. Kaldes også citationstegn eller gåseøjne. Se replikstreg.
Ansigt-til-ansigt-kommunikation
Se personlig kommunikation.
Apersonal fortæller
Fortæller der ikke er rolleholder i fortællingen; kan være eksplicit (åbenlys) eller implicit (skjult).
Anslag
Begreb ofte brugt om en films indledning; kan også bruges om enhver fortællings begyndelse. Fire slags anslag: dramatisk, spændende, etablerende og sceneanslag.
Appelformer
I retorik: patos, etos og logos - fremstillingsformer som giver tekst særlig overbevisningskraft.
Ar
(afsnit for emner, der begynder med “Ar” osv.)
Arabeskdigt
Oprindeligt islamisk dekorationskunst; i litteratur: digte med dekorative gentagelser og ornamentik, ofte med eksistentielle temaer. Eksempler fra J.P. Jacobsen og moderne digtere som Henrik Nordbrandt.
Argumentation
Ræsonnementer hvor den ene information begrunder den anden. Forudsætter tvivl; formål er at overvinde tvivl. Se påstand, belæg, hjemmel, styrkemarkør, gendrivelse og rygdækning.
Argumentationskneb
Afsenderens forsøg på at få modtageren til at mene eller handle på en bestemt måde ved brug af ikke-begrundede påstande, falske begrundelser eller visuelle “beviser”. Se autoritetskneb, ekspertkneb, idolkneb, udbredelseskneb, sandhedspostulat og generaliseringskneb.
Argumenterende tekst
Fremstillingsform i sagprosa, hvor afsenderen forsøger at overbevise modtageren om en påstand ved hjælp af sproglige argumenter. Markerede med ord som fordi, derfor, ergo mv. Fx læserbrev eller politisk tale. Se fremstillingsform.
Assonans
Se bogstavrim og rim.
Asynkron lyd
Filmterm: lyd, der stammer fra en kilde uden for det filmiske rum. Se synkron lyd.
Auditiv kommunikation
Se visuel kommunikation (note: her synes teksten har en fejl; auditiv kommunikation = baseret på høresansen).
Auktoral fortæller
Fortæller der ofte udtrykker personlige kommentarer og lægger moralsk normsystem ind i fortællingen; kan være synonym med alvidende fortæller.
Autoritetskneb
Argumentationskneb hvor afsenderen øger troværdighed ved at henvise til autoriteter, tilsyneladende høj udbredelse eller formuleringer der præsenteres som uimodsigelige sandheder. Se ekspertkneb, idolkneb, udbredelseskneb og sandhedspostulat.
Autoritær fortæller
Se alvidende fortæller.
B
Bagudsyn
Fortælleren “ser bagud” og fortæller noget, efter at det er sket; typisk afstandsskabende. Medsyn er modtræk for at mindske afstand.
Bagvægt
Sætning indledt med helsætningsstammens grundled og udsagnsled, hvorefter ledsætninger følger. Modsætning: forvægt. Eksempelforklaringer: “Algerne producerer ilt, så længe de lever, som andre planter.”
Bagvægtsregel
Eventyrregel: den vigtigste person nævnes til sidst; den vigtigste situation nævnes til sidst.
Begrænset vidende fortæller
Fortæller, der kun tilsyneladende ved lidt; bruger færre alvidende virkemidler end en fuldt alvidende fortæller.
Behavioristisk fortæller
Også kaldt ikke-vidende, objektiv eller ydresynsfortæller: registrerer begivenhederne fra en affotograferende ydre synsvinkel.
Belysningslys
Kunne betegne kunstigt lys i et billede. Se lyssætning, clairobscur, naturligt lys og symbolsk lys.
Belæg
Den information/begrundelse som afsender bruger som direkte støtte for en påstand. Spørg: “Hvad bygger afsender sin påstand på?” Se hjemmel.
Beretning
Fremstillingsform hvor et tekstafsnit består af en serie hændelser over tid. Typisk for epik: romaner, noveller, eventyr. Tegn: markører af tid (fx “næste dag”), handlinger, fysisk bevægelse. Se panoramisk tid, scenisk tid og beskrivelse.
Berettermodel
Skematisk model for spændingsfilm (Trine Breum). Se tegning af berettermodellen.
Besjæling
Metafor hvor konkrete ting tillægges menneskelige træk. Se personifikation og tingsliggørende metafor.
Beskrivelse
Situationsbeskrivende fremstillingsform: et øjebliksbillede uden tidsbevægelse. Se beretning.
Betydningsområde
Overbegreb for en række underbegreber med fælles træk. Troper i fiktionsprosa trækker ofte stof fra bestemte betydningsområder. Se isotopi.
Bi
(afsnit for emner der begynder med “Bi”)
Billedets perspektiv
Også kaldt billedvinkel eller kameraposition. Fire perspektiver: frøperspektiv, normalperspektiv, fugleperspektiv og diagonalperspektiv. Perspektivet kan have psykologisk betydning (f.eks. frøperspektiv = se op til).
Billedets synspunkt
Afstand mellem betragter og motiv; billedudsnitstyper: supernærbillede, nærbillede (close-up), halvnær, halvtotal (medium-shot), totalbillede, heltotalbillede (long-shot). Se eksempler.
Billedets tekstur
Oplevelse af overfladekvalitet i et billede (ru/glat, kornet/blank).
Billedplan
Se omskrivningsplan.
Billedsprog
Se trope.
Biografi
Skriftlig levnedsbeskrivelse af et andet menneskes liv.
Bitema
Se sidetema.
Blikfang
Det element der først tiltrækker modtagerens opmærksomhed i fx en reklame; svarer til entry-point.
Bogstavrim
Traditionelt gentagelse af begyndelseslyd; omfatter konsonant- og vokalrim (assonans). Min bredere definition inkluderer gentagelse af samme konsonant, konsonantgruppe eller vokal i begyndelsen eller inden i to eller flere ord. Se rim og rimskema.
Brand
I marketing: de værdier et firma repræsenterer for at skabe positivt image (produkt-brand vs. corporate brand). Kan også betyde varemærke.
Brugsværdi
Se funktionsværdi.
Budskab
Afsenderens personlige holdninger i en meddelelse. I analysesammenhæng er det ofte mere relevant at analysere tekstens signaler (fortællerholdning) end at gætte forfatterens hensigt.
C
Cirkulær komposition
Fortælling hvor handlingen vender tilbage til udgangspunktet; kompositionsform.
Clairobscur
Kontrastforhold mellem lys og mørke (lysmørke/halvmørke) i billedkunst. Se lyssætning, naturligt lys, belysningslys og symbolsk lys.
Close-up
Se billedets synspunkt.
Crane
Se dynamisk kamera.
D
Deiksis
Ord eller udtryk der placerer teksten i tid eller sted: persondeiksis (jeg, du), stedsdeiksis (her, der), tidsdeiksis (nu, i går).
Denotation
Et ords grundbetydning, leksikalsk betydning. Se konnotation.
Det udvidede tekstbegreb
I danskundervisningen betyder “tekst” ofte alle kulturelle og sociale fænomener der kan analyseres: skrevne tekster, billeder, arkitektur, reklame, mode, medier osv.
Det fortalte
Det diegetiske niveau: personer og konkrete begivenheder i teksten. Se illustration.
Diagonalperspektiv
Se billedets perspektiv.
Dialog
Fremstillingsform bestående af tale mellem personer; kendetegnes af replikskift, stemmeføring og nonverbalt kropssprog. Typisk for drama.
Didaktisering
Mange børnebøger formidler kundskaber eller holdninger bevidst for barnelæseren. Se adaptation.
Diegetisk
Vedrørende den fortalte verden; mimesis = skildring gennem replikker, diegesis = fortællerstemmeens gengivelse. Et nyt diegetisk lag opstår ved fortælling i fortællingen. Reallyd i film kaldes diegetisk lyd; underlægningsmusik er ikke-diegetisk.
Direkte kommunikation
Se personlig kommunikation.
Direkte personbeskrivelse
Fortælleren giver direkte karakteristik af en person. Se indirekte personbeskrivelse og eksplicit sprog.
Direkte tale
Ordret gengivelse i anførselstegn. Se direkte tanke.
Direkte tanke
Ordret gengivelse af tanker i umiddelbar tankestrøm. Se direkte tale.
Direktiv sproghandling
Sproghandling hvor afsender forsøger at få modtageren til at handle på en bestemt måde (fx annoncer, leder). Se kommissiv sproghandling og sproghandling.
Dokumentarfilm
Film om virkelige forhold - filmisk sagprosa. Se fiktionsfilm.
Dr
Drama
Fra græsk “handling”. Drama viser handling gennem replikker, gestik og mimik. Adskilt fra epik (fortæller) og lyrik (udtrykker).
Dramatisk figur
Ord eller sætningsdannelser med dramatiserende effekt, kan skabe intensivering eller overraskelse. Nære slægtninge til tropen: ironi, sarkasme, parodi.
Dybdeskarphed
Når for-, mellem- og baggrund fremtræder lige tydeligt i et billede.
Dynamisk kamera
Kamerabevægelser: håndholdt, panorering, tiltning, rulning, zoom, travelling, tracking, flyvning (crane). Kan understøtte følelsesmæssig uro eller actionscener.
Dækket direkte tale / tanke
Gengivelse i at-sætning uden anførselstegn, men med træk fra direkte tale/tanke.
E
Effektlyd
Filmlyd teknisk forstærket eller svækket i forhold til reallyd (fx slag i slagsmål).
Egenkommunikation
Kommunikation man fører med sig selv (noter, dagbog, huskesedler).
Egenkontrast
En af Johannes Ittens syv farvekontraster: farvens “strålekraft” eller klarhed i forhold til andre farver.
Egenrelation
En persons forhold til sig selv - oplevelse af selvværd, selvtillid, psykisk balance.
Egenskygge
Se skygge.
Ek
(afsnit for “Ek”)
Eksistentiel
Vedrører væsentlige forhold i menneskets tilværelse; eksistentielle temaer handler om centrale problemstillinger.
Ekspertkneb
Argumentationskneb hvor fagfolk bruges til at øge troværdighed; kan være “ægte” eller iscenesat eksperter (uniform, titel). Se idolkneb.
Eksplicit
Latinsk explicitus = udfoldet. Betyder udtrykkelig eller klart udtalt. Se eksplicit sprog og implicit.
Eksplicit fortæller
Den åbenlyse fortæller (fx 1. persons eller 3. personsfortæller). Se implicit fortæller.
Eksplicit sprog
Sprog hvor betydningen fremgår uden supplerende viden; typisk i sagprosa. Se implicit sprog.
Ekspressiv sproghandling
Sproghandlinger der udtrykker afsenderens følelser eller søger at påvirke holdninger; se konstativ og regulativ sproghandling.
Ellipse
Udeladelse af tidsperioder i beretning (tidspring); også udeladelse af ord i en sætning. Typisk i panoramisk beretning.
Emotivt sprog
Når afsenderen bruger mange ekspressive sproghandlinger for at fremkalde følelser hos modtageren. Se kognitivt sprog og sagligt sprog.
Enstrenget handling
Fortælling med én hovedhandling og ingen sidehistorier (typisk novelle). Se flerstrenget handling.
Entry-point
Det element læseren ser først (blikfang): fotos, infografik, rubrikker, underrubrikker, annoncer osv. Se blikfang.
Envejskommunikation
Kommunikation der kun går én vej; afsender og modtager kan ikke umiddelbart bytte roller. Se tovejskommunikation.
Epik
“Fortællende digtning”: episke tekster fortæller et handlingsforløb (roman, novelle, eventyr).
Episke love
Axel Olriks 18 episke love for folkeeventyret - faste fortælleregler.
Episode
Del af en fortælling hvor handlingen folder sig ud; svarer til midterdel.
Er
(afsnit for “Er”)
Erhvervsfaglig perspektivering
Sætte en tekst ind i en faglig sammenhæng relevant for erhvervsrettede uddannelser. Se almenfaglig og litterær perspektivering.
Essay
Kortere subjektivt prosastykke, ofte reflekterende og kunstnerisk. Se webessay-eksempel: http://www.afsnitp.dk/.
Etik
Læren om principper for vurdering af rigtigt og forkert; etik er refleksionen bag moralen.
Etos
Appelform i retorik: afsenderens karakter eller troværdiggørelse. Etos-appel kan ske via autoritetsfigur, personlig sprogbrug, logo etc. Se patos og logos.
Eventyrets motiver
Grundlæggende konflikter og motiver i folkeeventyr; Svend Grundtvigs typologi og eventyrmotiver.
F
Faglitteratur
Hovedgenre for skrevne ikke-opdigtede tekster; også kaldet saglitteratur. Se sagprosa.
Faktion
Tekster der blander fiktion og nonfiktion; reklamer og doku-soaps er eksempler.
Farveakkordik
Sammenstilling af to eller flere farver (tveklange, treklange, firklange osv.). Relaterer til Ittens farvecirkel.
Farvecirkel
Se Johannes Ittens tolvdelte farvecirkel.
Farver
Primærfarver: gul, rød, blå. Sekundærfarver: orange, violet, grøn. Tertiærfarver dannes ved blanding.
Farvekontraster
Johannes Ittens syv farvekontraster: egenkontrast, lys/mørke, kulde/varme, komplementær, simultan, kvalitets- og kvantitetskontrast.
Fast synsvinkel
Anvendelse af samme synsvinkel gennem længere afsnit: enten ydre eller indre syn. Se kombineret synsvinkel.
Fi
(afsnit for “Fi”)
Figurativ
Særligt om kunstværker som ligner genkendelige træk fra virkeligheden. Se nonfigurativ.
Figurativt sprog
Bruges ofte synonymt med billedsprog (billedlige udtryk). Se trope.
Figur
Se stilfigur.
Fiktion
Digtning om noget der ikke er virkeligt; modsat nonfiktion.
Fiktionsfilm
Film baseret på opdigtet historie. Se dokumentarfilm.
Fiktionsprosa
Opdigtede prosatekster bortset fra lyrik. Se prosa og sagprosa.
Fjernkommunikation
Kommunikation mellem parter på fysisk afstand. Se nærkommunikation.
Flade personer
Personer uden nuanceret beskrivelse - typisk biroller eller typer. Se runde personer.
Flashback / Flash forward / Flash ahead
Se tilbageblik / forudskikkelse.
Flerstrenget handling
Fortælling med flere parallelle handlingsforløb eller sidehistorier (typisk roman). Se enstrenget handling.
Fo
(afsnit for “Fo”)
Fokusering
Teknisk eller dramatisk at flytte fokus i et billede fra baggrund til forgrund; elementer i fokus får mere opmærksomhed.
Folkemindevidenskab
Forskning i folkedigtningens kendetegn, oprindelse og udvikling.
Forfatterens budskab
Se budskab og fortællerholdning.
Forfatterportræt
Kort karakteristik af en forfatters liv og værk.
Formelsprog
Faste vendinger knyttet til særlige lejligheder (fx eventyrformler). Slogans kan fungere som moderne formler.
Formelt sprog
Sprogbrug i formelle situationer: upersonligt, eksplicit, abstrakt og sagligt. Se uformelt sprog.
Forsvindingspunkt
Punkt i et billede hvor linjer samles og skaber centralperspektiv.
Fortalte, det
Se det fortalte.
Fortalt forløb
Rækkefølge hvori begivenheder præsenteres (sjuzet). Se kronologisk forløb.
Fortalt tid
Den tidsperiode det fortalte dækker. Se fortalt tidspunkt og fortælletid.
Fortalt tidspunkt
Det konkrete tidspunkt en hændelse i fortællingen skal forestille at foregå på.
Fortolkning
Loyale og begrundede overvejelser om, hvordan tekstens ord og sætninger kan forstås - tage udgangspunkt i teksten selv. Se analyse og syntese.
Fortæller
Den fortællerstemme der formidler historien; må ikke forveksles med forfatteren. Centrale analytiske spørgsmål: synsvinkel, synlighed, rolle, viden og pålidelighed.
Fortæller med indre syn
Fortæller som har indre syn i en af fortællingens personer.
Fortællerholdning
Fortællerens personlige meningstilkendegivelser i teksten. Kan afdækkes ved at spørge hvilke holdninger fortælleren har til tekstens tema.
Fortællerkommentar
Når fortælleren træder frem og leverer personlig kommentar - nogle gange kaldet forfatterkommentar.
Fortælletid
Tiden det tager at læse, høre eller se det fortalte. Se fortælletidspunkt.
Fortælletidspunkt
Tidspunkt hvorpå det fortalte skal forestille at være fortalt (fortællingens meddelelsestidspunkt).
Forudgreb
Fortællerens varsling eller antydning om fremtidige hændelser; lignende forudskikkelse eller flashforward.
Forudskikkelse
Når der midt i beretningen beskrives, hvad der senere vil ske (fx “Det skulle blive sidste gang han så hende”). Se tilbageblik.
Forvægt
Sætning der ikke indledes med helsætningsstammens grundled og udsagnsled; kan skabe kompleksitet. Se bagvægt.
Forvægtsregel
Eventyrets regel om at den person med højst social status nævnes først. Se bagvægtsregel.
Fr
Frame
Frame = enkeltbillede; filmens mindste enhed. Se indstilling, scene og sekvens.
Fremadsyn
Se forudskikkelse.
Fremstillingsform
Den måde afsender organiserer stof på; i fiktion: beretning, beskrivelse, dialog. I sagprosa: orienterende, vurderende, argumenterende, opfordrende, instruktion.
Frøperspektiv
Se billedets perspektiv.
Fugleperspektiv
Se billedets perspektiv.
Fuldtotalbillede
Se billedets synspunkt.
Funktionsværdi
I reklameanalyse: produktets brugsværdi - grundlæggende funktion og konkrete funktionsmæssige egenskaber (kapacitet, forbrug, støjniveau etc.). Se signalværdi.
Fysisk miljø
Stedet hvor historiens begivenheder forestilles at foregå (by, gade, hus, natur).
1. personsfortæller
Jeg-fortæller; eksplicit fortæller i jeg-form. Se personal fortæller og 3. personsfortæller.
G
Gendrivelse
I argumentationsanalyse: afsenderens forbehold eller angivelse af betingelser hvorpå påstanden ikke gælder. Se påstand, belæg, hjemmel, styrkemarkør og rygdækning.
Generaliseringskneb
Argumentationskneb hvor der generaliseres på tyndt grundlag (fra del til helhed eller helhed til del). Eksempler illustrerer hvordan reklametekster kan få forbrugere til urimelige slutninger. Se autoritetskneb.
Genre
Tekstkategori med fællestræk i form eller indhold (fx roman, novelle, digt). Se genrekort.
Gentagelsesfigur
Gentagelse af ord eller formuleringer for at skabe opmærksomhed eller forståelse. Se stilfigur.
Gentagelsesregel
Eventyrets regel: gentagelse fremmer forståelsen (fx stigende gentagelse).
Gestikulation
Kropslige udtryk; relevant i analyse af nonverbalt kropssprog. Se mimik og nonverbalt kropssprog.
H
Halvnærbillede / Halvtotalbillede
Se billedets synspunkt.
Handlingsregulerende intention
Afsenders ønske om at påvirke modtageren til bestemte handlinger. Se intention.
Harmonimodel
Fortællingskomposition: indledning (hjemme/harmoni) → midterdel (konflikt/ude) → slutning (ny harmoni). Illustration af fælles bevægelse i mange fortællinger.
Helsætning
Sætning der ikke står som led i en anden sætning. Se helsætningsstamme, ledsætning.
Helsætningsstamme
Den del af en sætning som andre sætninger er led i. Fx “Ida går til håndbold …”.
Hensigt
Det resultat afsender søger at opnå ved sin kommunikation. Se budskab og afsenderholdning.
Historisk nutid
Når noget historisk fremstilles som foregående i nutid (nutidsbøjning i skildring af fortid).
Historisk tid
Den historiske periode handlingen foregår i.
Hj
Hjemmel
I argumentationsanalyse: det underforståede synspunkt som forbinder belæg og påstand. Findes ved at spørge: Hvordan kommer man fra belæg til påstand?
Holdningsforandrende intention
Afsenderens ønske om at få modtageren til at ændre holdning. Se intention.
Hovedperson
Den mest fremtrædende person i fortællingen (primær; eventuelt sekundære hovedpersoner).
Hovedtema
Tekstens vigtigste tema; samlet indkredsning af hovedpersonens problemer.
Humor
Humoristisk skrivemåde der fremkalder smil eller latter; adskiller sig fra ironi og sarkasme ved medfølelse og respekt.
Højfrekvente ord
Ord der forekommer hyppigt i sprogbrug og derfor antages almindeligt kendt. Se lavfrekvente ord.
I
Idolkneb
Argumentationskneb hvor kendte eller kultstatus-personer bruges til at øge troværdighed (ægte eller iscenesatte idoler). Se ekspertkneb.
Ikke-vidende fortæller
Fortæller som kun ved det han kan se; anvender ydre syn og fremstår neutral/objectiv. Se begrænset vidende og alvidende fortæller.
Implicit
Underforstået, skjult men indbefattet. Implicit betyder ikke åbenlyst udtalt. Se eksplicit.
Implicit fortæller
Den skjulte (implicitte) fortæller som ikke præsenterer sig åbenlyst i teksten; den bagvedliggende “stemme”.
Implicit sprog
Sprog hvor meningen er underforstået og må fortolkes af modtageren; typisk i opdigtede tekster. Hemingways “isbjergsprincip”: meget ligger under overfladen.
In
(afsnit for “In”)
In medias res
Se åben indledning.
Indirekte personbeskrivelse
Personkarakteristik som læseren må udlede af handlinger og små tegn (læse mellem linjerne). Eksempel fra Bjarne Reuters: små handlinger som “trak vejret dybt” og “fandt en bøjle han ku bide i” indikerer stress og umodenhed. Se direkte personbeskrivelse og implicit sprog.
Individer
Se runde personer.
Indirekte kommunikation
Se personlig kommunikation.
Indirekte tale
Gengivelse af en andens tale i at-sætning uden anførselstegn. Se indirekte tanke.
Indirekte tanke
Gengivelse af en andens tanke ofte i at-sætning. Se indirekte tale.
Indledning
Fortællingens indledende del hvor personer og problemstillinger præsenteres. Se åben og lukket indledning, slutning.
Indledningens hvileregel
Eventyrets regel: indledningen præget af dvale - ubestemt sted, tid og personer.
Indre komposition
Se komposition.
Indre monolog
Se direkte tanke.
Indre personkarakteristik
Skildring af personers personlighed, fortid og følelsesliv.
Indre syn
Adgang til en persons bevidsthed: hvad han sanser, føler eller tænker. Se ydre syn.
Indskudt led
Sætning eller periode der afbryder en helsætning eller ledsætning (fx “Ida, hvis bror hedder Frederik, går …”).
Indstilling
Et sammenhængende filmklip taget i ét take; mindste opfattelige enhed i en film. Se frame, scene og sekvens.
Instruktion
Adfærdsregulerende tekst: vejledning, brugsanvisning, lovtekst - forsøger at få modtageren til at udføre bestemte handlinger. Se fremstillingsform.
Intention
Afsenders forudbestemte ønske om at opnå et bestemt resultat ved kommunikationen. Se oplysende, holdningsforandrende, handlingsregulerende og underholdende intention; se også budskab og afsenderholdning.
Interpersonal kommunikation
Se personlig kommunikation.
Interaktiv
Brugerbestemte valgmuligheder i et program eller på en hjemmeside - aktivt samspil mellem afsender og modtager. Eksempel på interaktiv lyrik: http://www.afsnitp.dk/.
Interaktiv kommunikation
Kommunikationsform med samspil mellem afsender og modtager, ofte på nettet.
Intertekstualitet
Samspil mellem tekster: citater, referencer, tema-lån eller strukturlån fra andre tekster. Se allusion.
Ir
Ironi
At lade som om man mener noget og i virkeligheden mene noget andet; kan fremstilles ved over- eller underdrivelse. Se humor, sarkasme og parodi.
Isotopi
“Same place” - ord der hører til samme betydningsfelt. Forkerte sammenstillinger af ord fra forskellige isotopier skaber flertydighed eller nonsens.
Iterativt resume
Panoramisk beretningstype hvor handlingens hovedpunkter sammenfattes i gentagelsesform (fx “I ugevis talte de ikke til hinanden”). Se ellipse og knap beretning.
J
Jeg-fortæller
Se personal fortæller.
K
Kanon
Se litterær kanon.
Karakteristik
Beskrivelse af et forholds særlige kendetegn (person, miljø, tidsperiode eller tekst).
Klangfigur
Vægt på ordets lydside; æstetisk udtryk eller spil mellem lyd og indhold. Se stilfigur.
Knap beretning
Panoramisk beretning hvor handlingen sammenfattes i korte resumeer (iterativt resume). Se ellipse.
Kognitivt sprog
Sprog knyttet til tænkning og erkendelse; abstrakt og placeret højt på abstraktionsstigen. Se emotivt og sagligt sprog.
Kom
(afsnit for “Kom”)
Kombineret konsonant- og vokalrim
Se bogstavrim.
Kombineret synsvinkel
Veksling mellem indre og ydre syn (både indre og ydre syn). Se fast synsvinkel, ikke-vidende fortæller og alvidende fortæller.
Komma
Regler for kommatering: opremsninger, selvstændige sætningsdele, mellem helsætninger etc. Kilde: http://www.dsn.dk/.
Kommissiv sproghandling
Sproghandling hvor afsender forpligter sig til at handle i fremtiden (løfte, commitment). Se direktiv og regulativ sproghandling.
Kommunikation
Overførsel af information mellem mennesker. Underkategorier: nær/fjern, envej/tovej, masse, personlig, visuel, auditiv, interaktiv og egenkommunikation.
Komplekst sprog
Sprog der forudsætter faglig eller sproglig forhåndsviden (fremmedord, komplicerede sætningskonstruktioner, forvægt). Se simpelt sprog.
… (fortsættelse af leksikonet følger i næste del)— title: “Analyseleksikon - begrebsforklaringer i litteratur- og billedanalyse” description: “Omfattende leksikon med forklaringer af termer inden for litteratur-, film- og billedanalyse: komposition, farvekontraster, kompositionstyper, fortællertyper, stilfigurer m.m.” canonical: “/Analyseleksikon.htm” url: “/Analyseleksikon.htm” type: “blogpost”
Kon
Komplementærkontrast
En af de syv farvekontraster som schweizeren Johannes Itten (1888-1967) omtaler i sin bog “Farvekunstens elementer” (på dansk i 1977).
Komplementærkontrasten kaldes den kontrast, der er imellem to farver, som ligger diametralt modsat hinanden i Ittens farvecirkel. Hvis de står ved siden af hinanden i et billede forøges begge farvers strålekraft til det højeste niveau. Men blandes de sammen, ophæves deres virkning og bliver til en neutral gråsort farve.
Der findes kun én eneste farve, der er komplementærkontrast til en anden.
Komplementærkontrasterne:
- Gul - Violet
- Gulorange - Blåviolet
- Orange - Blå
- Rødorange - Blågrøn
- Rød - Grøn
- Rødviolet - Gulgrøn
Rødviolet og gulgrøn danner den stærkeste komplementærkontrast.
Virkningen af at anvende komplementærfarver i samme billede er:
- at særlige billedelementer fremhæves, fordi komplementærkontrasten bevirker, at billedelementet træder frem med sin stærkest mulige strålekraft.
- at øjet opfatter billedet i fuldstændig ro og balance, hvis komplementærfarverne findes i det rette mængdeforhold.
- at øjet opfatter motivet som forvirrende og uroligt, hvis kontrastfarverne findes i et særligt mængdeforhold.
Se eksempler på malerier, hvor billedkunstneren har arbejdet bevidst med komplementærfarver: Vincent van Gogh
Reklame-eksempler: EKSEMPEL 1 EKSEMPEL 2
Se farvekontraster.
Komposition
Ordet komposition betyder i danskfaglig sammenhæng “opbygning” eller “sammenføjning”, dvs. den måde en tekst er opbygget på.
En tekst kan siges at bestå af mindre dele, der tilsammen udgør en helhed. At forholde sig til tekstens komposition vil altså sige at forsøge at få et overblik over, hvad det er for nogle dele, teksten består af.
Det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem:
- Ydre komposition, der hentyder til tekstens ydre eller fysiske formmæssige opbygning. Vi kunne også kalde det “tekstens udseende”.
Det drejer sig om at iagttage forhold som:
- det materiale teksten er trykt på
- tekstens layout, dvs. fx tekstens opsætning på siderne, dens skriftstørrelser og skrifttyper
- tekstens kvantitative omfang, altså dens længde
- tekstens inddeling i kapitler/afsnit (fx antallet af kapitler eller afsnitsinddeling markeret med ekstra linjeafstand i en novelle uden kapitler)
- eventuelle illustrationer fx i form af tegninger.
- Indre komposition.
Hvis vi tænker på den ydre komposition som tekstens “udseende”, så kan vi betegne “den indre komposition” som tekstens “skelet”.
En analyse af tekstens indre komposition drejer det således om at beskrive, hvorledes tekstens indhold er struktureret, dvs. hvilke dele/afsnit indholdet egentlig består af.
Vi kan også sige, at du skal prøve at få en overblik over tekstens disposition.
Se fx tredelt komposition, lineær komposition, cirkulær komposition, rammefortælling, kontrapunktisk komposition og labyrintisk komposition.
Kr
Konkret
I sproglig sammenhæng anvendes begrebet “konkret” sædvanligvis i betydningen “noget håndgribeligt” i den forstand, at vi kan sanse det, vi kan røre det, lugte, smage, høre og/eller se det.
Derfor kaldes konkrete ord også for “tingsord”.
Fx er ordet “ko” ret konkret, fordi det er et objekt, du kan røre ved. Ordet “livskvalitet” er et abstrakt begreb, fordi dets betydning er noget, du kun kan tænke dig til. Det er ikke muligt at se eller dufte begrebet livskvalitet.
Nogle begreber er mere konkrete end andre. Fx er “en cykel” mere konkret end “et transportmiddel”, “avis” er mere konkret end “medie”, “artikel” er mere konkret end “sagprosa”, “et digt” er mere konkret end “skønlitteratur”, osv.
Se abstrakt.
Konkret sprog
Når afsenderen har valgt at bruge mange specificerede underbegreber snarere end abstrakte overbegreber (rokokostol frem for møbler, letmælk frem for mad, kr. 9,98 frem for billigt, osv.) eller håndgribelige udtryk (kantsten, lastbil, avis, osv.) frem for uhåndgribelige (kærlighed, livskvalitet, politik, osv.).
Se abstrakt sprog.
Konnotation
Et ords med- eller bibetydning, dvs. de betydninger et ord tillægges udover dets leksikalske betydning (det der står i ordbogen). Ords eller udtryks konnotative betydninger kommer af, at særlige associationer, at særlige tanker vækkes, når man hører eller ser et ord i en eller anden sammenhæng. Det kan være associationer af helt privat karakter. Det kan også være associationer af mere almen kulturel karakter, altså når nogenlunde de samme tanker vækkes i mange mennesker, når de støder på de samme fænomen, fordi de er vokset op i den samme historiske periode, i samme geografiske område, i samme sprogområde, fordi de er fælles om at tilhøre en særlig interessegruppe, eller socialgruppe, eller… Se også denotation.
Konsonantrim
Se bogstavrim.
Konstativ sproghandling
Konstative sproghandlinger (konstativer) er skriftligt eller mundtligt formede sætninger, hvor afsenderen søger at oplyse modtageren om en sag på en sådan måde, at han beskriver sagen på en så sandfærdig og dækkende måde som muligt - uden at blande sine egne personlige følelser eller holdninger ind i fremstilling og uden at komme med opfordringer til eller instruktioner i, hvordan han selv eller modtageren kan/bør handle. Man kan sige, at ved den konstative sproghandling “forpligter afsenderen sig på sandheden”.
Sandfærdig vil i denne forbindelse sige sand i den forstand, at det skrevne er korrekt, rigtigt og dækkende betyder, at teksten giver et realistisk billede af de forhold den beskriver, og ikke et enøjet og misvisende.
Se ekspressiv sproghandling. Se regulativ sproghandling. Se sproghandling.
Kontekst
Kontekst kommer af det latinske ord contextus, der betyder sammenvævning. Kontekst betyder mere præcist “den sammenhæng noget eller en del af noget indgår i”. Når vi bruger begrebet, er det ofte for at gøre opmærksom på det forhold, at noget altid er en del af en større sammenhæng og kun kan forstås, hvis det bliver forstået i forhold til den sammenhæng det er en del af. En “sammenhæng” kan i princippet være både de helt store sammenhænge, som at forstå et eller andet fænomen i dag i forhold til en historisk kontekst, fx de sidste 100 års historiske udvikling. Det kan være at sætte et enkelt litterært værk i en litteraturhistorisk kontekst. En sammenhæng kan også være af en mere overskuelig størrelse, fx hvis vi taler om, at et symbol i en tekst kun kan fortolkes, hvis man fortolker det i forhold til hele den tekst (symbolets kontekst) det er en del af, eller hvis vi siger, at et ord skifter betydning, afhængigt af den sætning (ordets kontekst), det indgår i. Fx fortolker vi ordet “grøn” på to helt forskellige måder, hvis det indgår i disse to helt forskellige kontekster: “Endelig, den grønne vår er på vej” og “Han var helt grøn af misundelse”.
Kontinuitetsklipning
Begrebet “kontinuitet” betyder “uafbrudt sammenhæng”. Kontinuitetsklipning omtales som “den amerikansk-inspirerede montageteknik”, fordi den har været og er dominerende i amerikansk producerede spillefilm.
Denne klippeteknik kaldes også “usynlig” eller “implicit” klipning, fordi intentionen er, at tilskueren ikke opdager eller i det mindste ikke forstyrres af, at der skiftes indstilling.
Formålet med kontinuitetsklipning er at understøtte tilskuerens oplevelse af en sammenhængende og fremadskridende handling. Derfor kaldes denne form for klipning også “handlingsmotiveret klipning”.
Kontinuitetsklipningen kan, i modsætning til montageklipning, således siges at være underordnet handlingen.
Kontinuitetsklipning er den mest anvendte form for klipning i fiktive film.
Se montageklipning.
Kontrapunktisk komposition
En kontrapunktisk komposition (eller en parallelkomposition) er en sådan komposition består af flere parallelle historier, hvor imellem der sædvanligvis er en, mere eller mindre åbenlys, indbyrdes sammenhæng.
Se komposition.
Kontrast mellem kulde og varme
En af de syv farvekontraster som schweizeren Johannes Itten (1888-1967) omtaler i sin bog “Farvekunstens elementer” (på dansk i 1977).
Det er, ifølge Itten, videnskabelig bevist ved forsøg med både mennesker og dyr, at den blå farve dæmper blodomløbet, altså sænker legemstemperaturen, mens det modsatte er tilfældet med den røde farve.
I et rum med blå vægge fornemmer mennesker temperaturen lavere end i et rum med røde vægge. I en stald med blå vægge falder dyr hurtigere til ro end i en stald med røde vægge.
Det er almindeligvis blålige og grønlige farver, der virker kølige og gullige og rødlige farver, der virker varme.
Se eksempler på anvendelse af kolde og varme farver i kunstbilleder: Cezanne, Kvium og Picasso
Eksempler på anvendelse af kolde og varme farver i trykte reklamer: EKSEMPEL 1 EKSEMPEL 2
Den stærkeste kulde-varme-kontrast er imellem blågrøn og rødorange.
Om de kolde farver rent faktisk også virker kolde og om de varme virker varme, afhænger af den sammenhæng, de befinder sig i. Hvis der er blålige og grønlige farver i et billede med gullige og rødlige farver vil tendensen være, at der opleves en temperaturforskel. Men i et billede med udelukkende grønlige og/eller blålige farver (eller udelukkende gullige og rødlige) vil nogle af disse virke varmere/koldere end andre. Desuden vil selve motivet have afgørende indflydelse på om beskuerens oplevelse peger i retning af kølighed eller varme, af ro eller uro, af noget let eller noget tungt, osv.
Se farvekontraster.
Kontrast mellem lys og mørke
En af de syv farvekontraster som schweizeren Johannes Itten (1888-1967) omtaler i sin bog “Farvekunstens elementer” (på dansk i 1977).
Kontrastforholdet mellem lyse og mørke farver kan ofte være anvendt for at tiltrække opmærksomhed til de elementer, der er malet i lysere farver og/eller for at signalere en symbolsk, en overført betydning. Forskellen mellem det lyse og det mørke kan nemlig i nogle tilfælde symbolsk forstås som en afbildning af modsætningen mellem liv og død, glæde og sorg, dag og nat, lyst humør og tungsindighed, osv.
Se eksempler!
Den største kontrastvirkning er mellem de neutrale farver sort og hvid.
Se maleri af Paul Klee
Men også mellem de kulørte farver kan kontrasten mellem lys og mørke bruges som virkemiddel. Den stærkeste kontrast er imellem gul og violet.
Se farvekontraster. Se clairobscur.
Kontrast mellem lys og skygge
Kontrast mellem lys og skygge opleves, fordi der er forskel mellem lyse og mørke farver i et billede.
Kontrasten mellem lys og skygge kaldes stærk, når lyset er markeret med en meget lys farve og skyggen med en meget mørk farve.
Omvendt kaldes kontrasten svag, når forskellen mellem lys og skygge er lille.
Overgangen mellem lys og skygge kan være blød eller hård. Hvis overgangen er skarpt aftegnet, kaldes den hård. Er overgangen mellem lysfelt og skyggefelt mindre markant, kaldes overgangen blød.
EKSEMPEL
Se farvekontraster. Se clairobscur.
Kontrastklipning
En form for montageklipning, hvor der klippes mellem kontrasterende (modsætningsfyldte) indstillinger, så oplevelsen af “at dette her hænger da ikke sammen i et kontinuerligt logisk handlingsforløb” bliver synliggjort ved “sammenstødet” mellem indstillingerne.
Det kunne fx være den tematiske modsætning, der opstår, hvis en indstilling, der handler om striptease klippes over i en indstilling fra en nonnekloster. Formålet med en sådan kontrastklipning kan være, ud over “energien” i selve provokationen, at få tilskueren til intellektuelt at standse op og overveje om der i den tilsyneladende manglende sammenhæng alligevel ikke udtrykkes en dybereliggende mening?
Se metaforisk klipning.
Kontrastperson
En person der er et modstykke til hovedpersonen? Kontrastpersonens rolle er at fungere som modsætning til hovedpersonen. Hovedpersonens særlige karaktertræk træder ekstra tydeligt frem, når de stilles op imod en person, der besidder de direkte modsatte karaktertræk. Det er fx tilfældet når den gode helt konfronteres med den onde skurk i en fortælling.
Se også parallelperson.
Kortfilm
Officielt er kortfilm en betegnelse for film, der varer under 34 minutter. Da mange af de første kortfilm ofte var dokumentariske er det netop dokumentarisk fremstilling, der knyttes til begrebet kortfilm (selv om dokumentarfilm sagtens kan være lange). Korte fiktionsfilm kaldes almindeligvis novellefilm.
Se spillefilm.
Kr (fortsat)
Kronologisk forløb
Den tidsmæssigt logiske rækkefølge en teksts fremstillede begivenheder kan forestilles at være foregået i, hvis det havde været i virkeligheden. Kaldes også fortællingens realforløb eller fabula.
Se fortalt forløb.
Kronologisk tid
Kronologi betyder egentlig “tidsregning” eller “læren om tidens inddeling”. I denne litterære sammenhæng siges det fortalte at være organiseret i kronologisk tid, når fortællingens begivenheder præsenteres i samme logisk fremadskridende rækkefølge som man kan formode, at de ville have foregået i virkeligheden. Altså en tidmæssig fremadskriden uden afbrydelser af tilbageblik eller forudskikkelser.
Se fortalt tid.
Krydsklipning
Klipning i en film, dvs. skift mellem handlingsdele, så der skabes en forbindelse mellem dem.
Fx klipning mellem en situation, hvor en person går ude midt på vejen, glad syngende, et tilsyneladende øde sted uden trafik - og så en situation, hvor en bil med glade unge mennesker suser afsted. Her skabes en handlingsmæssig forbindelse, således at det forventes, at der, om lidt, sker et ulykkeligt sammenstød mellem bilen og personen på vejen.
Se parallelklip.
Kvalitetskontrast
En af de syv farvekontraster som schweizeren Johannes Itten (1888-1967) omtaler i sin bog “Farvekunstens elementer” (på dansk i 1977).
Kvalitetskontrasten skal forstås som kontrasten mellem mættede/rene og mindre mættede/mindre rene farver. Man kan brække (= blande) en mættet farve med hvidt og virkningen er som regel en koldere, en lettere eller friskere farve. Brækkes farver med sort fratages de deres lyskarakter og strålekraft i større eller mindre omfang. Det kan virke stemningstyngende, men også stabiliserende og beroligende.
Hvis kvalitetskontrasten dyrkes i samme billede, så en mættet farve findes i både lysere og mørkere nuancer kan skabes spændende virkninger.
Se farvekontraster.
Kvantitetskontrast
En af de syv farvekontraster som schweizeren Johannes Itten (1888-1967) omtaler i sin bog “Farvekunstens elementer” (på dansk i 1977).
Kvantitetskontrasten drejer sig om kontrasten mellem størrelsen af to eller flere farveflader, altså modsætningen mellem stor og lille flade.
Om denne kontrast opleves som i balance eller ubalance afhænger dels af, hvor stor forskel der er imellem farvefladernes størrelse og hvor stor forskel, der er i farvernes lyshed (lysstyrke) og/eller farvernes dybdevirkning.
Farverne har forskellige lyshedsværdier. Filosoffen og videnskabsmanden Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) målte lyshedsværdierne på forskellige farver og fandt at rækkefølgen i lysstyrke er følgende (det højeste tal angiver den højeste lyshedsværdi):
Gul (9), Orange (8), rød (6), grøn (6), blå (4) og violet som den lyssvageste med en værdi på 3.
Den største lyshedskontrast findes altså imellem komplementærfarverne gul (lyshedsværdi 9) og violet (lyshedsværdi 3).
Farvers lyshed er ikke et statisk fænomen i den forstand, at lysheden altid opleves ens. Hvis en farve fx sammenstilles med hvidt svækkes dens lyshedsværdi, fordi den virker mørkere end den hvide. Hvis farven omvendt sammenstilles med sort forstærkes lyshedsværdien, fordi den, i sammenligning med den sorte, virker lysere, end den egentlig er.
Farver kontrasterer også på et rumligt plan i den forstand, at farver kan være med til at skabe dybdevirkning i billedet: Blålige og grønlige farver har tendens til at træde i baggrunden i billedet, hvis de findes sammen med rødlige eller gullige. Mørkere farver opleves ofte som befindende sig i baggrunden i forhold til lysere, der træder i forgrunden.
Se farvekontraster.
L
Labyrintisk komposition
Det er en særlig “slynget” kompositionsform. Forfatteren lukker læseren ind i en litterær labyrint, der kan opleves som svær at finde rundt i, fordi hændelser, der tilsyneladende ikke har så meget med hinanden at gøre, blandes sammen, fordi synsvinkler skifter pludseligt og uforudsigeligt, fordi der foretages tidsmæssige frem-og-tilbage-spring mellem nutid, fortid og fremtid, fordi fortælletempoet varierer voldsomt fra afsnit til afsnit, osv.
Se komposition.
Langfilm
En betegnelse for en film, der i varighed er længere end en kortfilm. Dvs. en film der er længere end 34 minutter. I praksis anvendes ofte begrebet spillefilm om lange film, der varer 90-120 minutter. Men begrebet langfilm dækker både lange fiktionsfilm og lange dokumentarfilm.
Lavfrekvente ord
Lavfrekvente ord er ord, der ikke bruges særlig tit (= lav frekvens) i tale og/eller skrift og derfor er det sandsynligt, at deres betydning ikke er almindelig kendt.
Se højfrekvente ord.
Ledsætning
En ledsætning er en sætning, der står som led i en anden sætning, enten som led i en helsætningsstamme eller som led i en anden ledsætning. Fx:
“Ida går til håndbold, fordi hendes to bedste veninder gør det.”
I denne sætning er “Ida går til fodbold” helsætningsstamme og “fordi hendes to bedste veninder gør det” er ledsætning.
Se helsætning og indskudt led.
Li
Lineær komposition
En fortællings komposition beskrives som lineær, når de begivenheder, der fortælles om, berettes i en kronologisk rækkefølge. Det vil sige, at begivenhederne fortælles i “rigtig tidsmæssig rækkefølge”, uden afbrydelser af fx længere tilbageblik til noget tidligere sket.
Se komposition.
Litterær kanon
Udtrykket litterær kanon bruges ofte om en række af litterære værker, som regnes for uomgængelige for den litterære dannelse. Om det er en bestemt kulturelite eller undervisningsministeriets embedsmænd eller andre, der bestemmer, hvilke værker der bør indgå i en sådan litterær kanon er naturligvis ikke uden betydning. Med jævne mellemrum bølger debatten om hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at indføre en litterær kanon og om hvilke bøger, der i givet fald bør indgå i en sådan. Der er fx blevet talt for, at børn i skolen bør læse en række bestemte litterære værker i deres skoletid. Dette er det et udtryk for et forsøg på at indføre en litterær kanon som et fast litteraturpensum i folkeskolen.
Litterær perspektivering
I bekendtgørelser for dansk på gymnasiet står der, at den litterære perspektivering kan handle om at sætte den analyserede tekst ind i “en stilistisk, tematisk eller genremæssig sammenhæng” (Fx i publikationen “Råd og vink om dansk niveau A på hhx” kapitel 2, Undervisningsministeriet 2001).
Falder dit valg på en litterær perspektivering kan du overveje:
- at sammenligne teksten af en bestemt forfatter med andre værker af samme forfatter.
- at sammenligne teksten af en bestemt forfatter med tekster af andre forfattere.
- at sammenligne romanen eller novellen af en bestemt forfatter med andre teksttyper af samme kunstner eller andre kunstnere. Fx en sammenligning mellem den novelle du analyserer og så filmatiseringen af den. Eller en sammenligning mellem fiktionsprosateksten og nogle digte eller kunstbilleder.
Se almenfaglig perspektivering og erhvervsfaglig perspektivering. Se perspektivering.
Litterær stilart
En litterær stilart eller litterær strømning er der tale om, når flere tekster har det fællestræk at udtrykke nogenlunde den samme filosofiske, ideologiske eller religiøse grundtanke eller værdiforestilling.
Det kan være en kristen idealisme (som i de romantiske stilarter nationalromantik og pietisme), marxistiske værdiforestillinger, der fx kommer til udtryk i stilarter som socialrealisme og såkaldt arbejderlitteratur, eller det kan være en naturvidenskabelig grundtanke, der ofte skinner igennem i den litterære naturalisme og impressionisme osv.
Som impressionisten Herman Bang skrev i en artikel med titlen ‘En lille Replik’ fra 1890:
“Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge…”
Se links til periodeoversigter.
Litterært symbol
Et litterært symbol er en særlig slags trope. Et litterært symbol er et, ofte konkret, ord eller udtryk, hvis bogstavelige betydning giver mening i den tekstlige sammenhæng, men hvor særlige forhold i selv samme kontekst alligevel signalerer, at ordet eller udtrykket også kan forstås i en, ofte abstrakt, overført betydning.
Således forandrer et ord eller udtryk sig, fra at være ét, der tilsyneladende giver en mening i dets bogstavelige betydning, til et symbolsk ord, der skal forstås i en anden betydning end dets bogstavelige. Vi tror først at ordet hører til på et realplan, men opdager senere, at det faktisk er et ord, der tilhører et omskrivningsplan, og som derfor skal forstås i overført betydning, for at give den tilsigtede mening.
Se sammenligning. Se metafor. Se allegori. Se symbol.
Livsstil
Livsstil er et sammenfattende begreb for den måde et menneske har valgt at leve sit liv på. En persons livsstil kommer bl.a. til udtryk i hans valg af uddannelse, arbejde, bolig, transportmidler, klæder, mad, fritidsinteresser, politisk parti, venner, i hans måde at tale og spise på, osv.
Livsværdi
Et begreb, der kan være relevant at forholde sig til i personkarakteristikken af en fortællings personer og i overvejelserne over en fortællings budskab.
Livsværdier er forhold i livet, som en person tillægger stor betydning og som kommer til udtryk i fx personens traditioner, vaner, rutiner, normer, moral, religion, holdninger, idealer, ønskedrømme, sprog, mv.
Lo
Location-optagelser
Filmoptagelser der er optaget “det faktiske sted” (on location) uden brug af kulisser.
Se studie-optagelser.
Logos
En særlig fremstillingsform, hvis formål er at tilføre en tekst (fx en reklame) særlig overbevisningskraft.
Logos betyder egentlig “tale”, “ord” eller “fornuft”. I denne analyse-sammenhæng defineres logos, som en appel, der først og fremmest taler til modtagerens fornuft, til hans evne til intellektuelt at forstå med det formål at overbevise modtageren om et firmas eller et produkts fortræffelighed.
Ofte er logos-appellen at finde i reklamens tekst. Når der fx tilbydes et produkt til udsalgspris, kan dette opfattes som en logos-appel til modtageren om, at det er særlig fornuftigt at købe varen nu, da den er billigere end den var før. Eller når det sprogligt beskrives, hvordan produktet virker eller der argumenteres for/påstås, at produktet er mere økonomisk i brug eller mere miljøvenligt end andre produkter, osv.
Logos kan dog også sagtens gemme sig i reklamens billedelementer. Fx i form af en billed-demonstration af, hvordan produktet virker (det ses især i tv-reklamer).
Se patos og etos.
Lukket indledning
Den mest almindelige form for indledning, hvor fortællingen starter relativt roligt med en optakt, der forbereder læseren på, at et begivenhedsforløb snart vil tage sin begyndelse. En sådan fortælling siges at begynde “ab ovo”, dvs. “fra begyndelsen”.
Se åben indledning.
Lukket tekst
Udtrykket “en lukket tekst” eller “lukket kommunikation” kan forstås i to betydninger:
- En tekst, som opleves som svær at forstå, fordi modtageren ikke har den almene, faglige eller sproglige forhåndsviden, der skal til for at forstå den.
- En tekst, som ikke levner særlig megen plads til modtagerens egne fortolkninger, fordi forfatteren åbenlyst har forklaret, hvorledes teksten skal forstås.
Se åben tekst.
Lukket slutning
Når forfatteren, uden omsvøb, serverer afslutningsresultatet for læseren. Der er altså ikke overladt noget til fantasien. Denne type afslutning har den psykologiske effekt at signalere: “Snip, snap snude, nu er historien ude, så nu kan du godt bevæge dig videre, kære læser, i din egen virkelighed”. Ofte giver den lukkede afslutning ro i sindet, ligesom eventyrets afslutning: “Og de levede lykkeligt til deres dages ende” eller kriminalromanens løsning på mordgåden.
Se åben slutning.
Lyrik
Ordet “lyrik” kommer fra det græske “lyra” eller “lyrikos”, der betyder “lyre” (et strengeinstrument). Begreberne “lyrik” og “et digt” bruges som regel synonymt, altså som ord, der tillægges samme betydning.
Fra gammel tid var digtekunsten en kunstart som dækkede fremsigelsen af verslinjer med musikalsk akkompagnement til. Ord og musik opfattedes som uadskillelige dele af en helhed.
Lyrik er groft sagt kendetegnet ved, at der fortælles om et øjeblik på et øjeblik. Indholdsmæssigt er digtet nemlig ofte typisk en skildring af et sanse-, følelses- eller tankemæssigt øjeblik og formmæssigt er digtet typisk ved at være en meget kort tekstgenre. Så det tager kun et øjeblik at læse det digt, der skildrer et øjeblik, (om end det kan tage noget længere tid at forstå).
Sammenfattende kan vi definere genren lyrik på følgende måde:
- Et digt er en tekst, der i, ofte, kortfattet og koncentreret form udtrykker et øjebliksbillede af subjektive (personlige) følelser, stemninger, sansninger og tanker.
- Et digt er ofte kendetegnet ved sit mere eller mindre faste metriske mønster, dvs. at det er organiseret i strofer bestående af verslinjer, et rytmisk mønster (dvs. særlige betoninger af stavelser i ord) og/eller et lydligt mønster (fx rim).
- Et digt afviger rent sprogligt ofte fra normalsproget, fordi der hyppigere end normalt forekommer utraditionelle sætningskonstruktioner, anderledes tegnsætning og brug af troper (billedsprog) og andre stilfigurer.
Nogle digte falder uden for en sådan definition, fordi de ikke er særlig kortfattede, ikke kun udtrykker et øjebliksbillede, ikke er organiseret i et metrisk mønster og/eller fordi de ikke bryder med normalsprogets kendetegn og regler.
Lyssætning
Hvad enten vi taler faste billeder (kunstbilleder eller reklamer) eller levende billeder (film eller tv-reklamer) har lyset stor betydning for farvernes virkning og billedelementers synlighed, for rumoplevelsen og stemningen i billedet.
Vi taler om hovedlys, der bestemmer skyggernes struktur, blødlys, der opbløder skyggerne og kantlys, som belyser motivet bagfra, så der skabes dybde i billedet.
Desuden kan lyset beskrives som naturligt lys, belysningslys, clairobscur eller symbolsk lys.
Man kan karakterisere lyset som enten naturalistisk eller ekspressionistisk:
Naturalistisk lys kan defineres som en realistisk gengivelse af lys, dvs. at lyset i et billede ser ud som det lys, beskueren ville have set, hvis den situation, billedet er en afbildning af, var foregået i virkeligheden.
Ekspressionistisk lys kan defineres som en ikke-realistisk gengivelse af lys, dvs. at lyset i et billede ikke ser ud som de farver og det lys, beskueren ville have set, hvis den situation, billedet er en afbildning af, var foregået i virkeligheden.
Se billedets tekstur.
M
Marketing
Marketing er et engelsk ord for markedsføring. Når et firma markedsfører sine produkter betyder det, at firmaet sætter særlige aktiviteter i gang for at udbrede kendskabet til sine produkter med det formål at få dem solgt til så mange forbrugere som muligt.
Massekommunikation
Massekommunikation betyder kommunikation via et massemedie, dvs. enhver form for kommunikation mellem en enkelt afsender og en stor gruppe (ofte anonyme) modtagere.
Se personlig kommunikation. Se kommunikation.
Massemedie
Et massemedie er et kommunikationsmiddel, der i skrift eller tale videregiver fiktive eller nonfiktive fortællinger/meddelelser til et større, ofte anonymt, publikum.
Se massekommunikation.
Mediokommunikation
Se personlig kommunikation.
Medsyn
Medsyn er der tale om, når fortælleren fortæller, som om det fortalte foregår samtidig med, at han fortæller det. Fortælleren ser begivenheder med samme syn som personerne i fortællingen, som om han befinder sig samme sted som personerne i fortællingen og som om han ser og oplever det samme, som de gør. En af pointerne ved fortællerens medsyn er, at det også er sådan, læseren oplever det. Læseren bytter så at sige plads med fortælleren (eller følges med ham) og oplever sig nærmest som værende til stede i det rum og på den tid, begivenhederne udspiller sig.
Grundlæggende set er skreven prosa altid i bagudsyn, men forfatteren benytter sig, som nævnt, ofte af muligheden for at skabe en illusion om, at fremstillingen foregår i medsyn.
Nogle tekster er reelt ikke bagudsynede, fx direkte reality-udsendelser, musikudsendelser, hvor der spilles og synges “live” eller direkte debatprogrammer i tv, hvor der fortælles om det, der foregår i samme øjeblik, som det rent faktisk foregår.
Medsyn fremstilles ofte i nutid, fordi nutidsbøjningen forstærker læserens oplevelse af, at det fortalte sker, imens det fortælles.
Fortælleren kan dog sagtens fortælle, og læseren kan sagtens opleve, i medsyn, selv om fremstillingen er fortalt i datid.
Som fx i uddrag fra novellen “Tusmørke” (1946) af Arnulf Øverland.
Se oversigt over tidsbegreber. Se bagudsyn.
Metafor
Metaforer kaldes i princippet alle de troper, der skal forstås i overført betydning, dvs. alle de troper, der ikke giver den tilsigtede mening med mindre de forstås i en anden betydning end deres bogstavelige betydning.
Et eksempel:
“Da ambulancen kommer og skærer sommeren over med sin høje, hvide tone og sine røde dørsmæk, er Lulú helt holdt op med at trække vejret.”
I dette eksempel er der faktisk tre metaforer: “ambulancen…skærer sommeren over”, “ambulancen…med sin høje, hvide tone” og “ambulancen…med…sine røde dørsmæk” (fra Ib Michaels “Vanillepigen”, 1991).
Disse troper indikerer den chokagtige følelse en bestemt person oplever, da den dejlige sommer brat afbrydes af en tragisk hændelse.
Se sammenligning. Se litterært symbol.
Metaforisk klipning
Metaforisk klipning er en form for montageklipning.
Indenfor det talte og skriftlige sprog taler vi om metaforer, bl.a. når ord, der tilhører helt forskellige betydningsområder sammenstilles, hvorved der opstår en særlig betydning.
Fx: “Børnehaven er en hønsefarm!” Her sammenstilles ord fra to helt forskellige betydningsområder, nemlig “børnehaven” og “hønsefarm”.
På samme vis er den metaforiske klipning også kendetegnet ved at være en sammenstilling af klip fra forskellige betydningsområder: Fx hvis vi, i en film, ser en indstilling fra en børnehave, hvor masser af legende og aktive børn tumler på meget lidt plads. Der klippes til en indstilling fra en hønsefarm, hvor hønsene i stort tal er lukket inde i trange bure. Og larmen er øredøvende.
Udtrykkene er forskellige, men den indholdsmæssige betydning er den samme: Børnenes og hønsenes vilkår er stort set ens.
Se kontrastklipning.
Metafysisk
Metafysik betyder ’læren om det oversanselige’. Begrebet står i modsætning til ‘fysik’, der egentlig betyder ’læren om naturen’, ’læren om naturkræfter og forskellige energiformer’. Hvor ‘fysik’ drejer sig om det ‘jordiske’, det målbare og sanselige, handler metafysik om mere abstrakte, åndelige aspekter, om filosofiske overvejelser over tilværelsens højere mening og sammenhæng.
Begrebet metafysik bruges også i en mere negativt ladet betydning om verdensfjerne, abstrakte, urealistiske og uklare grublerier og spekulationer.
Metrik
Metrik betyder “læren om versenes rytme og rim”. Med begrebet “rytme” sigtes til den “musikalske” effekt, der opstår, når der i et digt veksles mellem eller finder gentagelser sted af ords lange eller korte, betonede eller ubetonede stavelser. Metrik kaldes også bare for “verslære”.
Mi
Midterdel
Mange fiktionsprosateksters formelle opbygning er tredelt, dvs. inddelt i en indledning (1), en midterdel (2) og en slutning (3). Midterdelen (også kaldt “episoden”), er den længste af de tre dele, og der hvor selve handlingen folder sig ud.
Se også indledning og slutning.
Miljø
Se fysisk miljø.
Mimik
Mimik betyder ansigtsudtryk og er et af det nonverbale kropssprogs virkemidler.
Se gestikulation. Se billedeksempler på ansigtsudtryk.
Modsætningsfigurer
En modsætningsfigur er en sproglig sammenstilling af ord, hvor nogle af ordene, betydningsmæssigt, står i modsætning til hinanden. Vi kan også kalde det anvendelse af kontraster. Eksempel: “Jeg tror jeg dør/ hvis du forlader mig/ tag mig med/ kan du ikke bare ta’ mig med/ hvis du forlader mig?” (Fra Kristen Bjørnkærs digt “Hvis du forlader mig”, 1976).
Se stilfigur.
Modsætningslov
En af eventyrets fortælleregler eller episke love: Når to personer optræder samtidig, skildres de som modsætninger. En er rig, en er fattig. En er rar, en er slem. Menneske i modsætning til trold, det fri menneske overfor det slavebundne, den sære i modsætning til den almindelige.
Monolog
Monolog betyder “enetale”.
Udtrykket kendes bl.a. fra teaterverdenen, hvor en monolog betegner det skuespil, der fremføres af én person alene.
En sådan enetale er også en fremstillingsform vi møder i film og alle andre former for tekster.
Se dialog. Se indre monolog.
Montageklipning
Begrebet “montage” betyder “sammensætning af enkelte dele”.
Filmisk montageklipning kunne vi oversætte til: “sammensætning af enkelte dele, imellem hvilke der ikke nødvendigvis er en handlingsmæssig eller tidsmæssig sammenhæng”.
Montageklipning omtales som “den europæisk-inspirerede montageteknik”, fordi den har sine rødder i den klassiske russiske filmskoles stumfilm fra 1920’erne.
Montageklipningens hensigt er at skabe en tematisk (emnemæssig) sammenhæng mellem forskellige indstillinger, der kan være helt forskellige i form og indhold, tid og rum.
I den kontinuitetsklippede film er det handlingen, der styrer, hvordan der klippes, fordi selve handlingen, selve “historien” anses som afgørende vigtig.
Den montageklippede film er derimod kendetegnet ved, at filmskaberen tillægger filmens billedæstetik større betydning end det at fortælle “en god historie”. Dette forsøger han at virkeliggøre ved netop at eksperimentere med klipningen og andre filmiske virkemidler som kameraføring, farver, lyssætning osv.
Montageklipningen er ikke skjult, men - med vilje - helt åbenlys (også kaldt eksplicit), fordi tilskueren forventes at lægge mærke til, og følelses- eller tankemæssigt (kognitivt), at reagere på skiftet fra den ene indstilling til den næste.
Udover eksperimenterende “kunstfilm” kendes montageklipningen i moderne udgave fra mange musikvideoer og reklamefilm. Montageklipning opleves også som kortvarigt virkemiddel i film, der er domineret af kontinuitetsklipning. To særlige former for montageklipning er kontrastklipning og metaforisk klipning.
Se kontinuitetsklipning.
Moral
Moral er uskrevne regler/normer for, hvad der er rigtigt og forkert.
Se etik.
Morale
En sammenfattende kommentar til sidst om hvad lytteren/læseren kan lære af teksten. Moralen er ofte en åbenlys belæring om, hvad der er rigtig og forkert, hvilken lykke det kan bringe, hvis man opfører sig som helten og hvilke uheldige konsekvenser det kan få, hvis man opfører sig som “skurken”. Dette kan kaldes en didaktisk fortællerkommentar, fordi moralen kan opfattes som en slags undervisning i, hvad der er ret moral og passende opførsel.
Se fortællerkommentar.
Morsekodeteknik
Se syrebadsteknik.
Motiv
Ordet “motiv” kommer af det latinske motivus, der betyder bevægende eller drivende.
Begrebet motiv kan defineres på forskellig måde. Her skal nævnes to særlig vigtige:
Definition 1: Et motiv er det, der får en fortællings person til at handle, som han gør. Altså årsagen til/bevæggrunden for en persons handlinger.
I eventyret finder vi motiver ved at spørge: “Hvorfor handler personer, som de gør?” Det kan der være utallige forskellige grunde til. Fx kan handlingerne være styret af:
- Personens opvækstvilkår
- Personens medfødte eller tillærte egenskaber
- Personens ønske om forandring
- Omgivelsernes krav og/eller forventninger til personen
Definition 2: Et motiv er en særlig situation eller et fænomen, der er kendetegnende for den enkelte fortælling, men samtidig fælles for mange fortællinger fra forskellige genrer. Det kan fx være syndefaldsmotivet eller forvandlingsmotivet.
Definition 3: Begrebet motiv kan også hentyde til det, man konkret kan se i fx et billede.
Mytologi
Mytologi betyder “gudelære”. Et bestemt folkeslags mytologi består af beretninger om de guder, de troede på og om forskellige heltes gerninger knyttet hertil.
N
Navngivningsmetafor
Navngivnings-metaforen er beslægtet med sammenligningen. Men en afgørende forskel er, at hvor sammenligningen bare påstår, at noget er lige som noget andet, så påstår navngivningsmetaforen at noget er identisk med noget andet, altså at noget er det samme som.
Eksempler: “Skov er tidlig visnen”, “Stille sommerluft er giftig smog”, “En lykkelig dag er et tyveri”, “Havet er fiskedrab” (eksempler fra Uffe Harder).
Se metafor.
Naturligt lys
Når lyskilden i et billede er forårsaget af “naturlige” ressourcer, især solens eller ildens lysvirkning, dvs. almindeligt dagslys, genskinnet fra flader, som solen skinner på, fx vand- eller sneoverflader, måne- eller stjerneskin i en klar nat, eller lys fra bål, ild, stearinlys og lignende.
Se også lyssætning, clairobscur, belysningslys og symbolsk lys.
Nonfigurativ
Et begreb, der især bruges i beskrivelsen af et kunstværk, fx en skulptur eller et maleri. Det nonfigurative værk, også kaldt det “genstandsløse” værk er kendetegnet ved kun at indeholde forvrængede træk fra eller ved helt at have afbrudt forbindelsen til virkeligheden.
Se figurativ.
Nonfiktion
Alle ikke-opdigtede tekster.
Se fiktion. Se faktion.
Nonverbalt kropssprog
Et sammenfattende begreb for en persons mimik (ansigtsudtryk) og gestikulation (bevægelser af hænder og krop). En persons nonverbale kropssprog er et vigtigt element i dialogen mellem mennesker, fordi det understøtter eller modsiger det verbale sprog, altså det der mundtligt siges. I det hele taget er det nonverbale kropssprog en ikke-mundtlig “taleform”, der udtrykker/afslører en persons følelser og personlige karaktertræk.
Normalperspektiv
Se billedets perspektiv.
Normer
Normer er åbenlyst udtrykte eller uudtalte spilleregler/krav til, hvordan man forventes at opføre sig i bestemte situationer i bestemte sammenhænge. Fx er det en norm i vores kultur, at man i bestemte situationer forventes at give håndtryk til den man siger goddag til. Det er også en norm, at man ikke siger “fuck you” til sin farmor.
Normer er ikke de samme til alle tider og for alle mennesker. De kan skifte som tiden skifter, fra kulturområde til kulturområde, fra socialgruppe til socialgruppe, fra familie til familie.
Novellefilm
En fiktions-kortfilm, dvs. en fiktionsfilm, der varer under 34 minutter. Korte fiktionsfilm kaldes novellefilm.
Se kortfilm.
Nærbillede
Se billedets synspunkt.
Nærkommunikation
Nærkommunikation er en kommunikation mellem parter, der er fysisk til stede i samme rum.
Se fjernkommunikation. Se kommunikation.
O
Objektiv
Objektiv er en person, når hans handling, (herunder også det han siger og skriver), er nøgtern, neutral eller upartisk, dvs. uafhængig af hans egne personlige følelser, holdninger og vurderinger.
Se subjektiv.
Objektiv fortæller
Den objektive fortæller ankuer begivenhedernes gang fra en objektiv synsvinkel, dvs. en nøgtern registrerende observation, hvor han afholder sig fra at udtale sine personlige følelser og holdninger i forhold til det han fortæller om.
Begrebet er synonymt med ikke-vidende fortæller, behavioristisk fortæller og ydresynsfortæller.
Objektrelationer
Dvs. relationer til særlige steder eller særlige ting, fx naturen, bilen, huset og lignende. (“Objekt” betyder altså, i denne sammenhæng, noget ikke-levende).
Se relationsbeskrivelse.
Olympisk fortæller
Se alvidende fortæller.
Om
Omskrivningsemne
Det er den person, den følelse, den stemning, den ting, det sted eller det begreb en trope tilsyneladende handler om, hvis vi forstår den i dens bogstavelige betydning.
Se realemne.
Omskrivningsled
Det er de konkrete ord eller udtryk, der repræsenterer en trope. Altså de ord eller udtryk vi ser eller hører og genkender som en trope, når de skrives eller udtales i en bestemt sammenhæng.
Se realled.
Omskrivningsplan
Kaldes også “billedplan”. Det er det en trope handler om, når vi forstår den i dens bogstavelige betydning.
Når vi kalder det omskrivningsplan er det fordi det, der står, kan opfattes som noget, der er skrevet om til noget andet end det det egentlig betyder.
Se realplan.
Omskrivningsudsagn
Det en trope bogstaveligt siger om det emne, den handler om.
Se realudsagn.
Opfordrende tekster
En opfordring eller en opfordrende tekst er en fremstillingsform indenfor sagprosagenren, der er kendetegnet ved afsenderens forsøg på at bevæge og påvirke modtageren til at udføre bestemte handlinger. En opfordrende tekst kan fx være en reklame eller annonce.
Se fremstillingsform.
Oplysende intention
En afsenders intention kan betegnes som oplysende, når han oplyser en modtager om et sagsforhold på en sandfærdig og dækkende måde.
Se intention.
Orienterende tekster
En orientering eller en orienterende tekst er en fremstillingsform indenfor sagprosagenren, der er kendetegnet ved afsenderens forsøg på at belære eller oplyse modtageren om en sag ved at orientere om sagen på en sandfærdig og dækkende måde. Orienterende tekster kan fx være undergenrerne lærebog, nyhedsartikel, afhandling, biografi, selvbiografi, nekrolog, rejseskildring, analyse, mv.
Se fremstillingsform.
Ortografi
Læren om ords retskrivning eller stavemåde.
Overraskelse
Se surprise.
P
Panoramabillede
Se billedets synspunkt.
Panoramisk beretning
Se panoramisk tid. Se beretning.
Panoramisk tid
Når der, på kort tid, fortælles en handling, der tidsmæssigt strækker sig over lang tid. Altså når den fortalte tid bevæger sig hurtigere end fortælletiden. Det er almindeligt i romanen og novellen.
Vi kan tale om tre forskellige typer af panoramisk beretning:
- Ellipse, dvs. når tidsafsnit udelades, springes over.
- Knap beretning, dvs. når der sker et sammendrag af handlingen.
- Iterativt resume, dvs. en sammenfatning af handlingens hovedpunkter i et kort resumeagtigt afsnit.
Se scenisk tid.
Panorering
Se dynamisk kamera.
Parallelklipning
Udtrykket bruges ofte i samme betydning som krydsklipning. Men det kan også specifikt betegne en skiften mellem handlinger, der finder sted på forskellige tidspunkter, så der skabes en forbindelse mellem dem.
Se krydsklipning.
Parallelperson
En person der har mange ting til fælles med hovedpersonen. Parallelpersonen fungerer som en slags “gentagelse” af hovedpersonen. Forfatteren leder læserens opmærksomhed i en bestemt retning, når han lader læseren møde, ikke bare én, men to (eller flere) personer, der har væsentlige karaktertræk til fælles eller befinder sig i konfliktsituationer, der ligner hinanden.
Se også kontrastperson.
Parodi
Parodi betyder en “en komisk efterligning”. Ofte er det en komisk efterligning af en forfatters eller en filminstruktørs eller en teaterinstruktørs værker. Men det kan også være en komisk efterligning af fx kendte mennesker og deres karakteristiske måde at være eller tale på.
Se også humor, ironi og sarkasme.
Passiv
Vi taler om, at udsagnsord kan forekomme i to passivformer (også kaldt lideform). Enten ved at sætte “s” bag udsagnordets navneform (at-form), fx “græsset må ikke betrådes” eller ved at bruge en bøjning af ordet “blive” som hjælpeverbum, fx “græsset blev betrådt”, “manden bliver idømt fængsel på livstid”.
Virkningen af at anvende passiv kan i nogle tilfælde være, at det ikke synliggøres, hvem eller hvad der er den aktivt handlende, fordi det aktivt handlende grundled ofte er udeladt.
Se aktiv.
Patos
En særlig fremstillingsform, hvis formål er at tilføre en tekst (fx en reklame) særlig overbevisningskraft.
Patos betyder egentlig “lidelse”, men anvendes i betydningen “grebethed” eller “lidenskabelig fremstillings- og udtryksmåde”.
Patos appellerer til modtagerens umiddelbare, spontane sansning og følelsesmæssige reaktion. Det er en non-verbal appel, som kan være svær at sætte ord på, men har altså noget at gøre med nogle virkemidler, der gør umiddelbart og stort indtryk på modtageren, hvad enten det er fantastiske farver, en virkelig flot model, et opmærksomhedsvækkende layout, en sansevækkende eller provokerende overskrift, osv.
Se etos og logos.
Pay-off
Se set-up.
Pe
Periode
I grammatisk sammenhæng er en periode ikke en sætning i almindelig forstand, fordi en sætning skal bestå af mindst ét udsagnsled og ét grundled (eller et udsagnsord i bydeform, fx “Kom så!”).
Hvis der fx står: “Ida, 13 år, går til håndbold”, så er udtrykket “13 år” en periode.
Personal fortæller
Den personale fortæller er den eksplicitte (åbenlyse) fortæller, der er rollehaver i fortællingen. Dvs. enten en førsteperson (“jeg”) eller en tredjeperson (“han”, “hun”, “den” eller “det”).
Se apersonal fortæller. Se fortæller.
Personbeskrivelse
Se personkarakteristik.
Personbunden fortæller
Det samme som 3. personsfortæller.
Persongalleri
Et persongalleri i en fortælling er alle de personer, der er deltagende parter (rollehavere) i det begivenhedsforløb, der skildres.
Personifikation
En metafor kaldes en personifikation, når abstrakte begreber tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres. Abstrakte begreber betyder noget, der er uhåndgribeligt, noget som kun findes i tanken.
Eksempler i digtning.
Se også besjæling og tingsliggørende metafor.
Personkarakteristik
En personkarakteristik (også kaldt personskildring) er “en beskrivelse og fortolkning af, hvilke personlighedstræk, der kendetegner en fortællings person”.
Se også ydre personkarakteristik og indre personkarakteristik.
Personlig kommunikation
Personlig kommunikation (også kaldt interpersonel kommunikation) er enhver form for kommunikation mellem to eller flere personer. Vi kan tale om to kategorier af personlig kommunikation:
- Ansigt-til-ansigt-kommunikation eller direkte kommunikation hvor kommunikationsparterne er til stede på samme tid.
- Medio-kommunikation eller indirekte kommunikation, hvor der er en kommunikationskanal imellem kommunikationsparterne (medio betyder “i midten af”).
Se massekommunikation. Se kommunikation.
Personligt sprog
Når afsenderen har valgt åbenlyst at omtale sig selv og modtageren i teksten med ord som jeg, vi, du I eller ved navn.
Se upersonligt sprog.
Perspektivering
Perspektivering betyder egentlig fremtidsudsigt, men i danskfaglig sammenhæng betyder det at sætte i sammenhæng med eller at sammenligne med.
Perspektivering handler om at sætte den analyserede tekst ind i en samfundsmæssig, historisk, kulturhistorisk, psykologisk eller pædagogisk sammenhæng.
Vi kan formulere to overordnede perspektiveringsspørgsmål:
- På hvilken måde kan du sammenligne forhold i den tekst, du har analyseret - med historiske, kulturhistoriske, samfundsmæssige eller psykologiske/pædagogiske forhold uden for teksten?
- På hvilken måde kan du sammenligne den analyserede tekst med andre tekster?
Se erhvervsfaglig perspektivering, almenfaglig perspektivering og litterær perspektivering.
Po
Point of view
Point of view, der ofte forkortes “POV”, betyder synsvinkel.
Det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem to typer af Point of View:
- Det almindelige POV, hvor det tilskueren ser i billedudsnittet, er det samme som han ville have set, hvis han havde stået ved siden af filmkarakteren med ansigtet vendt i samme retning.
- Det subjektive POV er derimod defineret ved, at det tilskueren ser i billedudsnittet er det samme, som han ville have set, hvis han var filmens karakter. Kameraets position er altså, som var det placeret inde i hovedet på filmkarakteren.
Polysyndese
Når ord, led og sætninger bindes sammen af bemærkelsesværdigt mange, især, såkaldte sideordnede konjunktioner (bindeord). Eksempelvis i folkeeventyr og børnelitteratur.
Primær
Ordet “primær” betyder simpelthen “første” eller “vigtigst”. Det bruges i forbindelse med omtalen af både primær hovedperson, primær biperson og primære relationer.
Se sekundær.
Primære relationer
Dvs. særlig vigtige relationer til personer, som hovedpersonen føler en nær tilknytning til, fx til mand, kæreste, børn, øvrige familiemedlemmer, venner og veninder, arbejdskammerater eller fx et husdyr.
Se relationsbeskrivelse.
Primærfarver
De tre farver, der er udgangspunktet for alle andre farveblandinger kaldes primærfarver. Det er gul, blå og rød.
Se sekundærfarver og tertiærfarver.
Privilegeret
At være privilegeret betyder at have særlige rettigheder, at have særlige fordelagtige vilkår, fx fordi man har en magtfuld stilling, et højt uddannelsesniveau, er økonomisk velstillet, mv.
Produktportefølje
En produktportefølje er den rækkefølge eller serie af produkter, en virksomhed allerede er i gang med at udvikle eller planlægger at udvikle i erkendelsen af, at de produkter de sælger - før eller siden - vil forældes og blive udkonkurreret af nye og bedre muligheder for at dække det samme behov.
En virksomheds overlevelse, og/eller mulighed for vækst, afhænger således af om de er så forudseende, at de har svar på spørgsmålene: Hvad gør vi, når vores nuværende produkt/produkter bliver forældede eller udkonkurreret? Hvilke produkter skal vi så være klar til at sætte i produktion?
Prosa
Kommer af det latinske udtryk “prorsa oratio”, der betyder “ligefrem tale”. Prosa defineres som: “sproglig fremstillingsform som ikke er bundet af metriske regler, dvs. den ligefremme tale- og skrivemåde”.
Vi kan også mere enkelt sige, at prosa er alle talte eller skrevne, opdigtede eller ikke-opdigtede tekster undtagen lyrik.
Pu
Punktum
Man sætter punktum hver gang man begynder på noget nyt. Ofte letter man læsningen betragteligt ved at sætte nogle færre kommaer og i stedet sætte et punktum og starte en ny sætning.
Regler og eksempler fra Retskrivningsordbogen.
Se komma.
Pålidelig fortæller
En pålidelig fortæller er en, der forekommer os troværdig. Enten fordi fortælleren skildrer personer og begivenheder, der ligger så tæt på virkeligheden, at den fiktive fortælling lige så godt kunne have været en virkelig fortælling, eller fordi personskildringen og hændelsesforløbene er skildret så overbevisende, at vi accepterer fortællingen som troværdig, selv om vi ved, at den ikke kunne have foregået i virkeligheden.
Se upålidelig fortæller. Se fortæller.
Påstand
I argumentationsanalysens sammenhæng kan vi definere en påstand, som det synspunkt om et eller andet, afsender søger at få modtagerens tilslutning til.
Påstanden findes ved at spørge: Hvad vil afsender have modtagers tilslutning til?
Se også belæg og hjemmel.
Q
(ingen opslag)
R
Rammefortælling
En rammefortælling er en fortælling, hvor en ydre fortælling, selve rammehistorien, indrammer en eller flere andre fortællinger. Altså det er en fortælling, der består af en ydre historie og inde i denne er der en eller flere andre historier.
Fx fortællingen “Tusind og én nat”, hvor rammehistorien handler om pigen Sheherezade, der er nødt til at fortælle nogle historier, hvis hun skal redde sit liv.
Se komposition.
Realemne
Dvs. den person, den følelse eller stemning, den ting, det sted eller begreb en trope handler om, når vi forstår den i dens overførte betydning.
Se omskrivningsemne.
Realled
Det er de konkrete ord eller udtryk der repræsenterer det emne, en trope reelt handler om, når vi forstår den i overført betydning. Altså de ord eller udtryk vi ser eller hører og genkender som det emne, der reelt tales eller skrives om, i den bestemte sproglige sammenhæng, hvori en trope indgår.
Se omskrivningsled.
Reallyd
Et begreb der hører filmmediet til. Reallyde er alle de lyde, der naturligt hører med i billedet (kaldes også primære lydkilder), lyde der stammer fra handlingsniveau. Det kan være lyden af tale eller baggrundslyde, der stammer fra lydkilder i det filmiske rum.
Se effektlyd og underlægningsmusik.
Realplan
Det er det en trope handler om, når vi forstår den i dens overførte betydning. Når vi kalder det realplan, er det fordi det er det tropen reelt handler om. Vi oversætter så at sige tropens omskrivningsplan/billedplan til et realplan.
Se omskrivningsplan.
Realudsagn
Det en trope reelt siger om det emne, den siger noget om. Altså den præcise betydning tropen fremhæver ved det realemne, den egentlig handler om, når vi forstår den i overført betydning.
Se omskrivningsudsagn.
Realisationstid
Se fortælletid.
Redundans
Redundans kommer af det latinske “redundantia”, der betyder “overflod”. Redundans er en betegnelse for en overflod af sproglige gentagelser i den forstand, at gentagelserne ikke er nødvendige for at forstå betydningen af et udtryk eller en sætning.
Der er også tale om redundans i den gentagelsesfigur, der kaldes “tautologi”.
Registrerende fortæller
Se ikke-vidende fortæller.
Regibemærkning
De bemærkninger i det trykte drama, der er “beskeder” til instruktøren (og skuespilleren (og eventuelt læseren)) om hvem, der befinder sig på scenen på et bestemt tidspunkt, hvordan en replik skal siges, hvad en person skal gøre osv.
Regulativ sproghandling
Regulative sproghandlinger er skriftligt eller mundtligt formede sætninger, hvor afsenderen foreslår, opfordrer til, belærer om, eller instruerer i handlinger med den intention, at handle selv eller få andre til at handle i overensstemmelse med disse forslag, opfordringer, belæringer eller instruktioner.
Se konstativ sproghandling. Se ekspressiv sproghandling. Se sproghandling.
Ri
Rim
Lydlig overensstemmelse mellem to eller flere ord. Der skelnes traditionelt mellem:
- Stavelsesrim (enderim),
- Bostavrim (allitteration eller stavrim),
- Assonans (vokalrim).
Se bogstavrim. Se stavelsesrim.
Rime riche
Se bogstavrim.
Roll
Se dynamisk kamera.
Rollehaver
En person, der er en deltagende person i en fortælling.
Rulning
Se dynamisk kamera.
Runde personer
En rund person (også kaldt “individer”), er en person, der er relativt nuanceret beskrevet. Sådan er det typisk med fortællingers hovedpersoner og vigtige bipersoner. Eventyrets persongalleri er kendetegnet ved næsten aldrig at indbefatte runde personer, men derimod “flade personer” (= ’typer’).
Se flade personer.
Rygdækning
Et begreb der anvendes i en kommunikationsanalyse og som er en begrundelse for eller underbygning af, at argumentets hjemmel er rigtig nok. Rygdækning er en yderligere, konkret, dokumentation for at hjemlens holdbarhed. Eksempel og analyse for påstand, belæg, hjemmel og rygdækning.
Se også påstand, belæg, hjemmel, styrkemarkør og gendrivelse.
S
Sagligt sprog
Når afsenderen formidler “objektive” informationer frem for personlige følelser og holdninger.
Se emotivt sprog.
Saglitteratur
Se faglitteratur.
Sagprosa
Sagprosa er alle talte eller skrevne ikke-opdigtede tekster. Begrebet “sagprosa” kan vi mere præcist definere som tekster, der vedrører forhold i den faktiske virkelighed, således at forstå, at der i sagprosateksten beskrives eller vurderes forhold, der rent faktisk er sket eller forventes at ske i virkeligheden.
Sagprosatekster kan inddeles i undergenrer: orienterende tekster, vurderende og argumenterende, opfordrende og instruktion samt underholdende tekster.
Se faglitteratur. Se prosa.
Sammenligning
En sammenligning er kendetegnet ved, at to led sammenlignes, nemlig det led, der udgør selve tropen og det led, som tropens betydning overføres til.
At der er tale om en sammenligning synliggøres ofte med en såkaldt “forbinder” mellem de to led, fx “som”, “som om”, “lige som”.
Eksempler i digtning.
Et kendetegn der adskiller sammenligningen fra metaforen er forbinderen “som”. Ret beset er en sammenligning ikke en rigtig trope, hvis vi definerer en trope som et ord eller udtryk, der skal forstås i overført betydning.
Se metafor. Se litterært symbol.
Sammensat metafor
En sammenstilling af ord eller udtryk fra forskellige betydningsområder, fx “tevandsuniformer” eller “svinekødshøjtalerne”.
Se metafor.
Sandhedspostulat
Et argumentationskneb, der er kendetegnet ved at være en ubegrundet påstand, der fremstår som en tilsyneladende uimodsigelig sandhed.
Eksempler på objektive og subjektive sandhedspostulater.
Sarkasme
Sarkasme kommer af det græske udtryk sarkazein og betyder egentlig at “sønderrive eller flænse kød”. I litterær sammenhæng kan vi sige, at sarkasme er en sproglig udtryksform, hvor mennesker bliver “flænset”: Deres svagheder, fejl, tåbeligheder eller mangler på anden måde udstilles og latterliggøres. Hensigten er som regel, at læseren, ved at gennemskue denne satiriske fremstilling, skal tage afstand fra det der latterliggøres.
Se også humor, ironi og parodi.
Satire
En satire er en sarkastisk fortælling.
Se sarkasme.
Scene
Et antal indstillinger i en film, der er sat sammen til en enhed, der udgør et delvist selvstændigt meningsbærende forløb. I en scene er det kutyme, at tidens, stedets og handlingens enhed overholdes.
Se frame, indstilling og sekvens.
Scenisk beretning
Se scenisk tid. Se beretning.
Scenisk tid
Når den tid det tager at fortælle/læse/se/høre en fortælling svarer til det tidsrum, handlingen rent faktisk varer. Altså når fortælletiden bevæger sig med samme hastighed som den fortalte tid. Det er typisk for dramaet. Der er altid medsyn i en scenisk beretning.
Se beretning. Se panoramisk tid.
Sekundær
Ordet “sekundær” betyder “følgende efter det første” eller “i anden række” eller “mindre væsentlig”. Det bruges i forbindelse med omtalen af sekundær hovedperson, sekundære bipersoner og sekundære relationer.
Se primær.
Sekundære relationer
Perifere relationer vil sige relationer til personer, som hovedpersonen ikke føler så nær en tilknytning til. Det kan være til mennesker, han kender knapt så godt, eller mennesker eller grupper af mennesker, han ikke har mødt eller kender personligt, men som han alligevel udtrykker en eller anden holdning til.
Se relationsbeskrivelse.
Sekundærfarver
Sekundærfarver finder vi ved at blande primærfarverne. Og så får vi tre farver, nemlig violet (rød + blå), orange (rød + gul) og grøn (blå + gul).
Se tertiærfarver.
Sekvens
En sekvens er en større handlingsmæssigt afsluttet enhed i en film. Den består af et ikke nærmere defineret antal scener. Filmen kan siges at være delt i sekvenser, der har samme funktion som kapitlerne i en roman eller en fagbog.
Se frame, indstilling og scene.
Semantik
Læren om ords, udtryks eller sætningers sproglige indhold, om deres indholdsmæssige betydning. Semantik handler således ikke om hvordan ord staves (ortografi), hvordan sætninger skrues sammen (grammatik eller syntaks), hvordan ord eller bogstaver ser ud eller lyder (fonetik).
Set-up
Dette udtryk bruges bl.a. om det fortælletekniske virkemiddel i film, hvor instruktøren “planter” en information, som senere skal vise sig at få stor betydning. Når set-up informationen følges op kaldes det pay-off. Set-ups er således en måde at lægge op til senere begivenheder.
Et eksempel på set-up/pay-off i en action-film.
Sh (Showing / Telling)
Showing vs. telling: Platon skelner mellem at ‘vise’ og at ‘fortælle’. I moderne forfatterskab bruges ofte opfordringen “Show, don’t tell!” (Vis, forklar ikke!). Henry James, Ernest Hemingway og George Orwell har udtrykt ideer i den retning: at beskrive fremfor at forklare, og skære unødvendige ord væk.
Herman Bang er i Danmark en repræsentant for denne impressionistiske stil: “ikke at overbevise, men vise”.
Nogle sætter lighedstegn mellem scenisk/panoramisk fremstilling og begreberne showing/telling.
Sidetema
Underordnede temaer, dvs. at de hører til samme “emnekreds” som det overordnede tema, hovedtemaet. Et sidetema kan også være et selvstændigt tema i den forstand, at det udtrykker en vigtig problemstilling, der sættes på dagsordenen i teksten, men indholdsmæssigt har det ikke så meget at gøre med det hovedtemaet drejer sig om.
Se hovedtema. Se tema.
Simpelt sprog
Tekst, der er relativ nemt forståelig, fordi der anvendes et begrænset eller alment kendt ordforråd, enkle sætningskonstruktioner, sætninger med bagvægt, mv.
Se komplekst sprog.
Simultankontrast
En af de syv farvekontraster som Johannes Itten omtaler. Simultankontrasten er et optisk bedrag: beskuerens øjne ser nogle farver, som rent faktisk ikke er der, fordi øjet forsøger at skabe balance ved at fremmane farvens kontrastfarve.
Dette kan reklamedesigneren eller kunstmaleren udnytte bevidst. Fx vil neutral grå på rødt se grønlig ud osv.
Se farvekontraster.
Signalværdi
Se symbolværdi.
Skjult fortæller
Se implicit fortæller.
Skrivestil
Begrebet skrivestil hentyder til den særlige måde, en forfatter skriver på. Hvis et spørgsmål går på at beskrive en forfatters skrivestil - hvad enten det er skrivestilen generelt eller i dele af hans forfatterskab eller det er hans skrivestil i et bestemt værk - så drejer det sig om at undersøge, hvilke særlige stilistiske træk, der er kendetegnende.
Spørgsmål kan dreje sig om fremstillingsform, komposition, fortællerforhold, sætningskonstruktion, ordforråd m.m.
Skygge
Når der kastes lys på noget, dannes en skygge. Den skygge, der ses på den del af genstanden, der ikke kastes lys på, kaldes egenskygge. Den skygge, der dannes ved siden af det, der kastes lys på, kaldes slagskygge.
Se lyssætning, naturligt lys, belysningslys, clairobscur eller symbolsk lys.
Skønlitteratur
Skønlitteratur er betegnelsen for alle slags skriftlige opdigtede tekster, altså både tekster tilhørende den episke genre, lyrikken og dramagenren.
Slagskygge
Se skygge.
Slutning
Det sidste afsnit i en tekst, der mere eller mindre brat og med et mere eller mindre tydeligt budskab runder en fortælling af.
Se åben slutning og lukket slutning. Se indledning.
Social arv
Et begreb, der kan være relevant at forholde sig til i personkarakteristikken af en fortællings personer. Social arv er den viden, de holdninger og personlighedstræk, som en person har med sig fra de miljøer, han er vokset op i, her tænkes især på forældres og andre nærtståendes indflydelse.
Speaker
Se voice-over.
Spillefilm
Fiktionsfilm, der varer længere end en kortfilm/novellefilm, dvs. over 34 minutter. Den typiske længde for en spillefilm er mellem 90 og 120 minutter.
Se kortfilm. Se dokumentarfilm.
Split screen
Split screen er betegnelsen for en opdeling af billedet i en film, hvor to eller flere uafhængige billeder vises samtidig.
Sproghandling
En sproghandling er en skriftlig eller mundtlig formet sætning (eller samling af sætninger), der, ved at blive sagt og hørt eller skrevet og læst, fungerer som en handling med sociale følger.
Vi kan sige, at en sproghandling er en slags handling i ord, der får betydning for/har indflydelse på tænkning og handling i virkeligheden, fordi mennesker bliver påvirket af ordene.
Se konstativ, ekspressiv, regulativ, direktiv og kommisiv sproghandling.
Spænding
Se suspense.
Stationært kamera
En betegnelse for den stillestående, den statiske kamerabevægelse i en film. Det stationære kamera bevæger ikke billedet eller bevægelsen er ganske minimal. Der kan godt foregå bevægelser i billedet, men altså ikke af billedet.
Se dynamisk kamera.
Stavrim
Se bogstavrim.
Stavelsesrim
Lydlig overensstemmelse mellem to eller flere ords sidste betonede vokal. Oftest møder vi stavelsesrimet som enderim, altså i slutningen af verslinjer. Eksempler fra digtning og forskellige rimtyper.
Se rim.
Stigende gentagelse
En af eventyrets fortælleregler eller episke love. Gentagelsen i tre led kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed.
Eksempel fra eventyr.
Stilfigur
En stilfigur er en betegnelse for bestemte ord eller udtryk, som ikke bliver brugt så tit i vores mundtlige og skriftlige “normalsprog”, og som, når de forekommer i en litterær tekst, giver denne en særlig “stil”, et særligt “karaktertræk”.
Stilfigurer kan opdeles i troper, gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer, dramatiske figurer og klangfigurer.
Se oversigt og definitioner af forskellige stilfigurer.
Stilistik
Stilistik betyder læren om teksters sproglige stil. En stilistisk undersøgelse af en tekst handler således om at undersøge hvilke sproglige stiltræk, der kendetegner en bestemt tekst.
Det vil typisk dreje sig om undersøgelse af ordforråd, sætningsopbygning, ords indhold og betydning (semantik), sprogets funktion i en bestemt social sammenhæng og stilfigurer.
Stof
Begrebet “stof” kan anvendes i mindst to betydninger.
- Stof er den grundidé eller -tanke, den erfaring, problemstilling eller lignende, som en forfatter forsøger at legemliggøre med sin tekst.
- Tekstens eller historiens stof kan også opfattes som en betegnelse for tekstens hvem, hvad, hvor og hvornår.
En beskrivelse af tekstens stof er altså en beskrivelse af: a. Hvem er fortællingens personer? b. Hvad handler fortællingen om? c. Hvor foregår fortællingen? (Det fysiske miljø) d. Hvornår foregår fortællingen? (historisk tidspunkt)
Streaming
Streaming er når en videofilm, tv eller lignende bliver sendt via Internettet.
Studie-optagelser
Filmoptagelser der er optaget i et eller flere studierum/atelierer, der til lejligheden er bygget op af kulisser.
Se location-optagelser.
Styrkemarkør
Et begreb der anvendes i en kommunikationsanalyse og som angiver styrkegraden af den påstand afsenderen fremsætter. Styrkemarkøren udtrykker i hvor høj grad afsender opfatter sin påstand som sikker.
Se også påstand, belæg, hjemmel, gendrivelse og rygdækning.
Su
Subjektiv
Subjektiv er en person, når hans handlinger, (herunder også det han siger og skriver), er farvet af hans egne personlige følelser, holdninger og vurderinger.
Se objektiv.
Substantiver
Substantiver (navneord) er ord, der betegner levende væsener, ting og begreber og som bøjes i bestemthed, tal og genitiv. Substantiver kan som regel kendes på, at man kan sætte en eller et foran.
Overvægt af substantiver i en tekst (fx et digt) kan opleves som en ordknap, kortfattet, konstaterende eller eftertænksom stil.
Se verber. Se adjektiver.
Supernærbillede
Se billedets synspunkt.
Surprise
Dette begreb hentyder til den dramatiske effekt, der opstår, når der sker noget, som modtageren slet ikke har forventet. Modtageren bliver “overrasket”.
Se suspense.
Suspense
Dette begreb hentyder til den dramatiske effekt, der opstår, når der skabes nogle intensive forventninger hos modtageren om, at der måske vil ske en katastrofe (eller for den sags skyld en lykkelig begivenhed) inden længe. Spændingen fastholdes lige indtil modtageren får afklaret om der sker det han havde frygtet eller håbet på ville ske.
Alfred Hitchcock forklarede forskellen på overraskelse (surprise) og spænding (suspense) med et eksempel om en bombe under et bord.
Symbol
Et symbol er et ord eller udtryk, hvis bogstavelige betydning giver mening i den tekstlige sammenhæng, men hvor særlige forhold i selv samme kontekst alligevel signalerer, at ordet eller udtrykket også kan forstås i en overført betydning.
Et kunstsymbol kan være et særligt objekt (et ord, en genstand, en bevægelse, en melodi, osv.), vi støder på i kunsten og som vi tillægger en symbolsk betydning.
Se litterært symbol.
Symbolsk lys
Symbolsk lys i billeder kan være både naturligt eller kunstigt lys eller organiseret som clairobscur. Betegnelsen hentyder til, at billedmageren nogle gange anvender lyset som et metaforisk virkemiddel, der skal forstås i overført betydning, som fx “Guds lys”, “Lyset fra oven”, “Det livgivende lys”.
Se også lyssætning, clairobscur, naturligt lys og belysningslys.
Symbolværdi
I forbindelse med analysen af reklamer kan vi tale om produktets symbol- eller signalværdi.
Et produkts symbolværdi kan defineres som de særlige værdier, der knyttes til et bestemt produkt og/eller det firma, der reklamerer for produkterne. Det er værdier, der handler om oplevelse, om livsstil, om identitet og lignende, altså værdier, der har med forbrugerens følelsesmæssige/psykologiske behov at gøre.
Vi kan skelne mellem et produkts funktionsværdi og dets symbolværdi.
Synkron lyd
Et begreb der hører filmmediet til. Synkron lyd er der stammer fra en kilde i det filmiske rum.
Se asynkron lyd.
Synspunkt
Se billedets synspunkt.
Syntese
Kommer af det græske ord syntesis, der betyder sammensat. Syntese betyder således: “sammenfatning af enkeltdele til en helhed”. Det er det modsatte af “analyse”, der betyder “opløsning af en helhed i dele”.
Syrebadsteknik
Et billedsprogligt udtryk, der beskriver den, ofte, kortfattede tekst, der indholdsmæssigt er kendetegnet ved, at kun de handlingsmæssige højdepunkter, de allervæsentligste begivenheder omtales. Alle (eller i hvert fald de fleste) andre mindre væsentlige hændelser, alle ‘unødvendige’ detaljer er ‘syret’ væk.
En panoramisk beretning er et eksempel på syrebadsteknik.
T
Tabu
Tabu betyder egentlig “forbud”. Når vi siger, at noget er tabu eller at nogle bestemte emner er tabuiserede, betyder det, at det opfattes som upassende og uhensigtsmæssigt at kommunikere (tale eller skrive) om. Det kan være fordi det regnes for sårende, fx at tale om døden med en, der sørger over en nyligt afdød. Det kan være fordi det historisk set er emner, man normalt ikke berører (fx seksualitet, som i mange religiøse kulturer har været opfattet/opfattes som syndigt). Det kan være fordi det handler om helt personlige forhold, der opfattes som så private, at de ikke kommer (ret mange) andre ved.
Talehandling
Se sproghandling.
Tekst
Her skal nævnes to definitioner på begrebet tekst:
- En tekst er et sammenhængende nedskrevet sprogligt forløb.
- En tekst er alle kulturelle og sociale fænomener, herunder alle former for kommunikation, der kan analyseres, fx alle skrevne tekster, mundtlige tale, faste og levende billeder, arkitektur, reklame, mode, medier, osv. Denne definition kaldes “det udvidede tekstbegreb”.
Tekstur
Se billedets tekstur.
Tema
Et ord eller udtryk, der sammenfatter det grundlæggende indhold eller ideen i et litterært værk. Temaet i et litterært værk kan fx være krig, kærlighed, skyld, frihed, jalousi, identitet, osv.
Du kan vælge at formulere temaet som enten et emne eller modsætningsforhold.
Telling
Se showing.
Tertiærfarver
Hvis primærfarver blandes parvis med sekundærfarver i det rette forhold, fås 6 farver, der kaldes tertiærfarver: gulorange, rødorange, rødviolet, blåviolet, blågrøn og gulgrøn.
Tid
Se historisk tid. Se definitioner af forskellige tidsbegreber.
Tilbageblik
Der er tale om tilbageblik, når en beretnings fremadskridende tidsforløb midlertidigt afbrydes af en kort fortælling om noget, der tidligere er sket. Begrebet er synonymt med flashback.
Se forudskikkelse.
Tiltning
Se dynamisk kamera.
Tingsliggørende metafor
Dette begreb står for omsætning af noget menneskeligt eller levende til ting, at tillægge levende objekter tingslige eller materielle egenskaber, nogle gange endda at gøre levende objekter døde.
Eksempler fra lyrik og prosa.
Se også besjæling og personifikation.
Tolkning
Se fortolkning.
Tomme pladser
Tomme pladser er de steder i teksten, hvis betydning ikke er forklaret åbenlyst og som således først giver mening, når modtageren (fx læseren) selv har fortolket sig frem til den.
Det er Wolfgang Iser, der har introduceret begrebet “tomme pladser”.
Se åben tekst.
Totalbillede
Se billedets synspunkt.
Tovejskommunikation
Tovejskommunikation er den kommunikation, der går begge veje, dvs. at afsender og modtager øjeblikkeligt kan bytte roller, således at de skiftes til at være afsender og modtager.
Se envejskommunikation.
Tr
Tracking
Se dynamisk kamera.
Travelling
Se dynamisk kamera.
Tredelt komposition
Mange fiktionsprosateksters opbygning er tredelt, dvs. inddelt i en indledning (1), en midterdel (2) og en slutning (3).
Aristoteles om et plots begyndelse, midte og afslutning.
Se komposition.
Tredjepersonsfortæller
Tredjepersonsfortæller er den benævnelse nogle sætter på den tredjeperson (“han” eller “hun”) i en fortælling, der er indre synsvinkel i, og som via denne gengiver sine personlige iagttagelser, oplevelser og overvejelser. Ofte kaldes denne fortæller for en åbenlys eller eksplicit 3.personsfortæller.
Der er også nogle der taler om den skjulte (implicitte) 3.personsfortæller.
Se personal fortæller. Se 1. personsfortæller. Se fortæller.
Tretalsloven
Folkemindeforskeren Axel Olrik skrev om tretalsreglen: “Trerækken kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed… Når noget skal fremtræde som et væsentligt moment i æventyret, vil det som oftest være udstyret med en række af gentagelser.”
Trope
Troper kaldes også billedsprog. En trope er et ord eller udtryk, der først giver den tilsigtede mening, hvis den forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning.
Et eksempel: “Livet er dog en Fugl i Haanden” - tropen “en Fugl i Haanden”.
Se nærmere argumentation for anvendelse af begrebet trope.
title: “Analyseleksikon - opslagsord U–Å” description: “Udvalgte opslagsord fra analyseleksikonet: sproglige og litterære begreber som tropers overførte betydning, tvillingeloven, typografi, udbredelseskneb, underholdende tekster, verber, vinkling, vurdering, værdiladning, ydre personkarakteristik, æstetik m.fl.” canonical: “/Analyseleksikon.htm” url: “/Analyseleksikon.htm” type: “blogpost”
Vi skal som regel ikke forstå betydningen bogstaveligt, men i såkaldt overført betydning. Det betyder, at vi skal forstå tropen i en anden betydning end dens bogstavelige.
Hvis vi kun forstod Emil Aarestrups udsagn om, at livet er en fugl eller at livet er en fugl i en hånd, helt bogstaveligt, så ville det ingen fornuftig mening give. Livet er jo ikke et levende væsen, en fjeret tingest, der kan flyve.
Hvis vi derimod forsøger at forstå tropen i overført betydning, hvis vi altså forsøger at omdanne den meningsløse bogstavelige betydning til en meningsfuld overført betydning, så kan én fortolkningsmulighed (ud af flere mulige) være følgende:
Livet er, lige som en fugl i en hånd, en sårbar og skrøbelig størrelse. Livet skal behandles med lige så stor varsomhed, som du ville behandle en fugl, hvis du havde den i hånden. Hvis du ikke gør det, så…!
Se også realplan, omskrivningsplan.
Se sammenligning, metafor, litterært symbol og allegori.
Tv
Tvillingeloven eller tvillingereglen
En af eventyrets fortælleregler eller episke love: Når to personer tillægges næsten de samme egenskaber og optræder i næsten samme rolle, regnes de for svagere end en enkelt. Og dette gælder uanset om det “par”, der er tale om, er kødelige tvillinger eller ej.
Typer
Se flade personer.
Typografi
Typografi betyder læren om bogstavernes former. Hvis vi undersøger typografien i et digt, drejer det sig fx om at lede efter kendetegn, hvad angår skriftstørrelse, skrifttype og skriftfarve og efterfølgende overveje betydningen heraf.
U
Udbredelseskneb
Argumentationskneb, hvor der henvises til en større mængde mennesker, der er fælles/enige om et eller andet. Fx: “Som alle jo ved, så…”, “Langt de fleste har oplevet, at…”, “Over 10000 har nu købt…”, “Enhver burde vide, at…”, “Hvem har ikke prøvet at stå i den situation, hvor…”, “Mange psykologer mener, at…”, “Gang på gang er det konstateret, at…”, osv.
Se generaliseringskneb.
Udvidet tekstbegreb
Se Det udvidede tekstbegreb.
Uformelt sprog
En sprogbrug, der bruges i uformelle situationer, fx den private samtale mellem to personer, der kender hinanden godt. Uformelt sprog er almindeligvis kendetegnet ved at være personligt, implicit, konkret og emotivt og af, at formelle ordtyper ikke anvendes. Det uformelle sprog hører først og fremmest det mundtlige sprog til.
Se formelt sprog.
Underholdende intention
En afsenders intention kan betegnes som underholdende, når han meddeler sig til en modtager for at give denne en uforpligtende oplevelse. Afsenderens intention kan bestemmes som underholdende, når han, åbenlyst eller underforstået, ikke forpligter sig til at orientere sandfærdigt og dækkende og at han ikke har intention om at få modtageren til at ændre holdning eller at bevæge og påvirke modtageren til at udføre bestemte handlinger på bestemte måder.
Se intention.
Underholdende tekst
En underholdende tekst er en fremstillingsform indenfor sagprosagenren, der er kendetegnet ved afsenderens forsøg på at give modtageren en uforpligtende oplevelse. Dvs. at afsenderen ikke forpligter sig til at orientere sandfærdigt og dækkende om forhold i virkeligheden og at han ikke har intention om at få modtageren til at ændre holdning eller at bevæge og påvirke modtageren til at udføre bestemte handlinger på bestemte måder. Underholdende tekster kan fx være vitser på avisens bagside eller underholdningsprogrammer i tv lørdag aften, osv.
Se fremstillingsform.
Underlægningsmusik
Et begreb der hører filmmediet til. Underlægningsmusik (også kaldt sekundær lydkilde) er lyd, der stammer fra kilder uden for det filmiske rum (asynkron lyd).
Underlægningsmusik er et unikt virkemiddel til at skabe, forstærke eller for den sags skyld fordreje publikums oplevelse af det der sker eller det der skabes forventning om sandsynligvis snart vil ske.
Se effektlyd og reallyd.
Up
Upersonligt sprog
Når ingen af kommunikationens parter omtales åbenlyst i teksten.
Se personligt sprog.
Upålidelig fortæller
En upålidelig fortæller er den fortæller, der er utroværdig, fordi han forsøger at bilde os en historie på ærmet, fordi han gemmer sig bag tvetydig humor, ironi eller sarkasme, eller fordi han lader som om hans beskriver virkelige opdigtede hændelser, selv om det er hans egne ønskedrømme eller mareridt eller nogle personers fantaseren, der fremstilles. Den upålidelige fortæller forvrænger altså den fiktive fortællings virkelighed.
Hvis du ikke opfatter den upålidelige fortællers fantasteri, drømmeri, humor, ironi eller sarkasme risikerer du helt at misfortolke teksten.
Om fortælleren er pålidelig eller det modsatte, har intet at gøre med tekstens litterære kvaliteter. Som regel er det et helt bevidst virkemiddel fra forfatterens side, at han iscenesætter en upålidelig fortæller til at fortælle dele af eller hele sin fortælling.
Se pålidelig fortæller. Se fortæller.
V
Verber
Verber (udsagnsord) er ord, der betegner processer (Peter løber hen til bageren) eller tilstande (Peter er bager), og som bøjes i tid (Peter går - Peter gik - Peter er gående). De kan som regel kendes på, at de kan bøjes i præsens (nutid) og præteritum (datid).
Ivrig anvendelse af verber i handleform (aktive verber) kan virke levende og handlingsorienteret (han går, …løber, …smider, …skyder, …bevæger sig, osv.), i modsætning til verber i lideform (passive verber), som fx “her spises” eller “her bliver spist”. Mange sanseverber forøger den sanselige oplevelse (se, høre, føle, mærke, lugte, smage, mv.). Verber kan anvendes i en særlig tempus (nutid, datid, førnutid, førdatid). Nutid kan give en følelse af forøget tempo og datid en fornemmelse af, at tempoet sættes ned.
Fravær af verber (fx i et digt) sætter tiden i stå. Et beskrivende øjebliksbillede manes frem i læserens bevidsthed.
Se substantiver. Se adjektiver.
Vinkling
Begrebet ‘vinkling’ hentyder især til den særlige ‘drejning’ en journalist vælger at give sin artikel, den særlige synsvinkel han vælger at se en sag ud fra, den særlige del af en sag, han vælger at fremtone, at lægge særlig vægt på i sin omtale af en sag.
Fx kan en artikel om Socialdemokratiet og deres valgresultat i februar 2005 have mange forskellige vinklinger:
Der kan være fokus på:
- at Socialdemokratiet har lidt stort nederlag
- at Socialdemokratiet faktisk ikke har lidt så stort nederlag, som man kunne have forventet
- at Mogens Lykketoft har valgt at træde tilbage som formand
- at der nu kan forventes en indædt magtkamp i det socialdemokratiske parti, osv.
Når der overhovedet tales om ‘vinkling’ er det dels fordi journalisten må vælge nogle enkeltområder ud at fortælle om, fordi en avisartikel (eller en fjernsynsudsendelse) som regel skal være relativ kort og derfor kan journalisten aldrig nå hele vejen ‘rundt’ om en sag, og dels fordi journalisten skal forsøge at vinkle artiklen således, at han finder den mest spændende, den mest opsigtsvækkende vinkel for at lokke så mange læsere som muligt til at læse artiklen i avisen (eller se udsendelsen i fjernsynet).
Visuel kommunikation
Visuel kommunikation er kommunikation, der er baseret på synet, altså overførsel eller udveksling af informationer, der kun kan opfattes, hvis de kan ses, som i den skriftlige tekst eller billedet, eller det nonverbale (kropslige) sprog.
Se auditiv kommunikation.
Voice-over
Betegnelse for den fortællerstemme, som er lagt ind over filmens billeder. Det kan være en stemme, der tilhører en af filmens personer eller en udenforstående fortæller, man aldrig får at se. Fortællerstemmen i en dokumentarfilm kaldes ofte en “speaker”. Fortællerstemmens funktion kan både være at berette om, hvad der tidligere er sket i eget eller andres liv, hvad der sker “nu” eller hvad der eventuelt snart/senere vil ske.
Vokalrim
Se bogstavrim.
Vu
Vurderende tekst
En vurdering eller en vurderende tekst er en fremstillingsform indenfor sagprosagenren, der er kendetegnet ved afsenderens forsøg på at bevæge modtageren til at ændre holdning ved at meddele sin holdning til og opfattelse af kvaliteter og værdier ved en sag. En vurderende tekst kan fx være et essay eller en anmeldelse.
Se fremstillingsform.
Vurdering
Enhver analyse bør afsluttes med din egen personlige (og velbegrundede) mening om tekstens tematik og teksten som tekst. Det vil sige, at du kan udtale din personlige holdning til fx temaet børneopdragelse og argumentere for at der er særlige fortælletekniske eller sproglige virkemidler i netop denne tekst du synes har fascineret dig eller ikke har virket særlig hensigtsmæssigt.
I en pjece “Råd og vink om dansk niveau A på hhx”, kapitel 2, fra undervisningsministeriet 2001 står der om begrebet vurdering: “At foretage en vurdering vil sige at tage stilling til, hvilken værdi man personligt vil tillægge et givet fænomen, f.eks. en tekst. Det er således den del af tekstarbejdet, der er mest præget af subjektivitet. En danskfaglig vurdering kræver derfor klare begrundelser og gode argumenter - altså et velgennemført ræsonnement.
Når det drejer sig om nonfiktion, er relevante sigtepunkter for en vurdering lette at få øje på: overskuelighed, læselighed, argumentationsniveau, aktualitet, relevans, kommunikationsklarhed eller det modsatte.
Det er straks sværere og opfordrer ofte til spontan reaktion, når fiktion skal vurderes. Fascinationsværdien fornemmes i de fleste tilfælde som et ret personligt anliggende, således at en argumentation herom let bliver helt privat; men også den skal begrundes ud fra æstetiske og indholdsmæssige kriterier.
Der kan også foretages en (ideologi)kritisk vurdering, hvorunder eleven afprøver, om en tekst er konfirmativ (dvs. bekræfter os i en forestilling, vi allerede har om verden), om den er diversiv (dvs. er underholdende og adspredende, egnet til at slå tiden ihjel), eller om den er formativ (dvs. udvider vor viden om og holdning til den ikke-fiktive verden, vores hverdag og os selv).”
Værdiladning
Værdiladninger er ord eller vendinger, der udtrykker personers neutrale, positive eller negative subjektive vurderinger af eller følelser i forhold til en sag. Værdiladninger kan kaldes for stemningsmarkører, hvis de anvendes til at markere en særlig stemning eller holdningsmarkører, hvis de udtrykker en persons (fx en forfatters eller fortællers) neutrale, positive eller negative holdning til et eller andet.
Ord kan være henholdsvis:
- positivt ladede, også kaldt +ord (plusord), fx ordet duft
- neutralt ladede, også kaldt 0ord (nulord), fx ordet lugt
- negativt ladede, også kaldt -ord (minusord), fx ordet stank
W
(ingen opslag)
X
(ingen opslag)
Y
Ydre komposition
Se komposition.
Ydre personkarakteristik
Vi kan også kalde det ydre personbeskrivelse eller en beskrivelse af en persons ydre kendetegn. Det vil sige en skildring af særlige kendetegn ved en bestemt persons:
a) Køn,
b) Alder,
c) Udseende (ansigt og krop),
d) Påklædning,
e) Erhverv,
f) økonomiske situation og
g) Familiære rolle (hustru, forælder, barn, storesøster, bedstemor, stedfar…).
Samt overvejelser over på hvilken måde (nogle af) personernes ydre kendetegn giver et fingerpeg om deres følelser, karakteregenskaber, livsværdier og/eller de særlige konfliktsituationer, de befinder sig i. Se indre personkarakteristik.
Ydre syn
Ydre syn (eller ydre synsvinkel) er der tale om, hvis personer eller hændelser iagttages og beskrives på en nøgtern, en “objektivt” registrerende måde, som affotograferede et videokamera personerne og situationerne.
Se indre syn.
Ydresynsfortæller
Det samme som ikke-vidende fortæller. Han er kendetegnet ved udelukkende at anvende ydre syn. Ydresynsfortælleren kan vi også kalde “registrerende fortæller”, fordi han sidder som “en flue på væggen” og observerer ganske nøgternt begivenhedernes gang uden at blande sine personlige vurderinger ind i sagen. Ydresynsfortæller bliver af andre benævnt objektiv fortæller, neutral fortæller, behaviouristisk fortæller, observator eller observerende fortæller.
Se fortæller, ikke-vidende fortæller, begrænset vidende og alvidende fortæller. Se fortæller med indre syn.
Z
Zoom
Se dynamisk kamera.
Æ
Æstetik
Begrebet æstetik kommer af det græske aisthesis, der betyder sansning, fornemmelse eller følelse. Det bruges i betydningen: læren om det skønne og dets væsen, fx i relation til naturen, musikken, malerkunsten, litteraturen, mv.
Netop vendingen “læren om…” antyder, at æstetik er blevet opfattet som en slags videnskab. Og der har da også, fx i begyndelsen af 1700-tallet, hersket en opfattelse af æstetikken som en næsten naturvidenskabelig disciplin, således at forstå, at der blev forsøgt udarbejdet faste regler og normer for, hvornår noget kunne betragtes som æstetisk i betydningen skøn, smuk og formålstjenlig. Fx normer for hvilke farver, hvilke figurer og former (i malerkunsten), hvilke toneforløb og harmonier (i musikken), hvilke sproglige formuleringer, rimformer og versfodsopbygninger (i digtekunsten), osv., der burde regnes for æstetiske (skønne) eller uæstetiske (uskønne) at anvende.
Men hvor videnskabeligt det er muligt at gå til værks i bestemmelsen af, hvad der er skønt og ikke-skønt, er nok et spørgsmål. Snarere kan vi sige, at æstetik er et begreb, der historisk har været anvendt i forsøget på at formulere nogle normer (som har været skiftende i forskellige historiske perioder) om hvad god og dårlig kunst egentlig er, hvilken kunst, der bør fremmes og hvilke kunstneriske tiltag, der bør hæmmes. Kunst har ofte fået stemplet: Dårlig! fordi den ikke har været anset som samfundsmæssig “formålstjenlig” eller fordi den opfattes som “moralsk fordærvende” eller “moralsk anstødelig”.
Hvis æstetik skal opfattes som en egentlig videnskab, bør dens projekt ikke så meget gå på hvad god og dårlig kunst er, men mere nøgternt undersøge og forske i spørgsmålet: Hvad er kunst?
Så i stedet for at definere æstetik som læren om det skønne og dets væsen, dvs. normer om, hvad god kunst er, hvilken funktion kunst skal/bør have, - er det måske mere anvendeligt at definere æstetik som læren om kunsten og dens væsen, dvs. videnskaben om hvad kunst er, hvilken funktion kunst har, hvilken virkning kunst har på og hvilken betydning kunst har for det enkelte menneske og den kultur mennesket er en del af.
Eller som Søren Kjørup i sin bog “Æstetiske problemer” fra 1971 skriver: [Æstetik er] “den filosofiske disciplin, der analyserer de begreber vi anvender, når vi tænker, taler og handler i forbindelse med kunstværker, dels for at afklare disse begreber og dels for herigennem at indkredse begrebet kunst.”
I en litterær sammenhæng tales bl.a. om “ordenes æstetik” i betydningen: ordenes “klanglige skønhed”. Bestemmelsen af om et ords klang er skøn eller det modsatte, beror både på de normer, der er gældende i en given historisk tidsperiode og det enkelte menneskes subjektive (personlige) oplevelse af, hvilke ord og udtryk, der “lyder godt”.
Hvis ords eller udtryks klang opfattes som vellyd, kalder man en sådan klangfigur for “eufoni” og hvis klangen opleves eller opfattes som mislyd, benævnes det “en kakofoni”. På et tidspunkt i historien opfattedes det som særlig vellydende, hvis der var en passende vekslen mellem “de fulde og kraftige” betonede vokaler. Det var først og fremmest vokaler som “a”, “o”, “u”, “ø” og “aa” (å).
Fx:
Der vo xte min Sang; og den undrende Skov
Gav Gienlyd af Skaberens Lov. - (Uddrag af Johannes Ewald)
I modsætning hertil opfattedes bl.a. “i”, “y” og “e”, som svage og spinkle vokaler.
Det blev også opfattet som klanglig skønhed, at der i digte anvendtes en “passende” blanding af bløde og skarpe konsonanter. Derimod blev klangfiguren, der kaldes en “hiat”, regnet for pinlig at anvende, fordi den var et eksemplarisk eksempel på en mislyd, en kakofoni. En “hiat” kaldes det, når klangligt beslægtede vokaler støder sammen (= står i umiddelbar nærhed af hinanden).
Klanglig skønhed kan vi måske også tale om, når digteren forsøger at skabe overensstemmelse mellem ordets lyd og så det fænomen, ordet anvendes til at beskrive. Det kan fx være ord som suse, hvisle, knitre, buldre, runge og lignende. Denne form for klangfigur kaldes en “onomatopoesi” eller simpelthen en “lydefterligning”.
Fx:
Hvor Druens Blod er varmest, lurer Død,
I hule Jordbund buldre Lyn og Torden.
(Adam Oehlenschläger)
Lad ingen Snoge hvisle,
Kun muntre Kilder risle, -
(Christian Winther)
Når vi taler om ords æstetik kan det også handle om en følelse eller fornemmelse af:
- at ordenes klang udtrykker en særlig rytmisk eller klanglig “musikalitet”, fordi de består af en særlig sammensætning af betonede og/eller ubetonede stavelser eller bliver opfattet som lydligt “runde” og “bløde” eller “skarpe” og “kantede”,
- at “ordene ligger godt i munden”, når de udtales,
- at ord kan “se godt ud” (ord og bogstaver er jo en slags streger, der er organiseret og sat sammen i en vis orden),
- at ord og bogstaver har en både æstetisk og indholdsmæssig effekt, når de anvendes til at skabe særlige former og figurer, som det fx er tilfældet i de såkaldte figurdigte.
Nu om dage kan man næppe tale om klare normer for eller holdninger til, hvilke klange der er skønne eller uskønne. Det er, ligesom så mange andre forhold i det moderne samfund, en vurdering, der er overladt til det enkelte individ.
Se Klangfigur. Se oversigt over og definitioner af forskellige figurer.
Ø
(ingen opslag)
Å
Åben indledning
Den åbne indledning er blevet mere og mere almindelig i mange noveller og kortprosa-tekster. Her bliver læseren kastet hovedkulds ind i et allerede igangværende begivenhedsforløb. Faktisk vil man kunne påstå, at en tekst med en sådan begyndelse er en tekst uden indledning. Denne form for “anti-indledning” kaldes in medias res. Dette latinske udtryk betyder simpelthen: “ind midt i tingene”.
Se lukket indledning.
Åben tekst
Udtrykket “en åben tekst” eller “åben kommunikation” kan forstås i to betydninger:
- En tekst, som opleves som relativt let at forstå, fordi modtageren har den almene, faglige eller sproglige forhåndsviden, der skal til for at forstå den.
- En tekst, som levner særlig megen plads til modtageren egne fortolkninger, fordi forfatteren i sin formidling er flertydig og/eller fordi han ikke åbenlyst har forklaret, hvorledes teksten skal forstås. En åben tekst er den, der overlader til læseren at finde tekstens betydning “mellem linjerne”.
Se tomme pladser. Se lukket tekst.
Åben slutning
Det karakteristiske ved en åben slutning er, at den, så at sige, er uafsluttet i den forstand, at forfatteren ikke giver en utvetydig og klar melding om, hvordan hovedkonflikten bliver løst. Forfatteren lader det stå åbent, hvordan den fortælling han er påbegyndt - vil ende. Det er op til læseren selv at forestille sig, hvordan fortællingen eventuelt kan videreudvikle sig, og hvilken afslutning en sådan udvikling vil få. En fortælling med en åben slutning fastholder således læseren i fortællingens univers - også efter at sidste linje er læst.
Se lukket slutning.
Åbenlys fortæller
Se eksplicit fortæller.