Orden, balance og klarhed i billedkomposition

En gennemgang af den grundlæggende værdiforestilling om orden, balance og klarhed i billedkomposition, og hvordan avantgarde-kunst bevidst bryder med disse principper for at udfordre beskueren.

Et godt udgangspunkt for at forstå, hvad billedkomposition bl.a. handler om, er at forstå følgende helt grundlæggende forhold:

Ethvert billedes komposition kan iagttages ud fra en kulturbestemt kunstnerisk værdiforestilling om orden, balance og klarhed.

Min påstand er nemlig, at

  • enten forsøger kunstneren, via sin komposition, - netop - at skabe en vis orden, balance og klarhed
  • eller også vælger han, i større eller mindre grad, det modsatte: at forrykke balance og klarhed hen imod noget, der udfordrer eller pirrer beskuerens sanser, følelser og tanker. Og som mere eller mindre direkte stiller spørgsmålstegn ved netop den kulturbestemte og indgroede værdiforestilling om orden, klarhed og balance. Disse kompositionsformer bliver således i sig eksempler på en “ny”, en anderledes måde at se på. Et svar, der postulerer at verden kan sanses, føles og tænkes fra mange forskellige synsvinkler.

Denne værdiforestilling dominerer det 20. århundredes malerkunst. I slutningen af det 19. årh. brugtes betegnelsen “avantgarde” om en sådan “modernistisk” kunst, både indenfor malerkunst og litteratur.

Avangardistisk kunst bliver i Gads litteraturleksikon defineret således:

Betegnelsen avantgarde …er blevet brugt… til at betegne kunstnere, som mener, at kunstens opgave er at forny og bryde med traditionen og konstant indoptage nye ideer og udvikle kunstneriske udtryk”. (s. 33).