Et berettende digt - Et digt af Sten Kaalø fra 1976:
STEDER
Et sted var der en bestemt sandkasse
med tilhørende legeplads for små
ved siden af en hestehudefabrik
og børnehavefrøkenerne rynkede på næsen af stanken
de bandede ikke
for det var en menighedsbørnehave
og somme tider kom præsten om vinteren
og fortalte historier
og der var et selvspillende klaver
henne i det ene hjørne ved klatrestativet og karrusellen…
en dag efter frokost blev jeg sendt ned med papirkurven
og så løb jeg alt hvad jeg kunne
ned af en lang vej med træer
og så var jeg blevet væk og ingen kunne finde mig
andre end morfar
der smilede venligt i uldvest
og tog mig i hånden og førte mig tilbage
og sagde jeg aldrig måtte løbe væk
og at forskellige mennesker kom til at græde
og så var det en aftale…
en aften kom jeg hjem fra børnehaven og sagde
at jeg havde været på en flyvetur
og min mor blev forfærdet
sæt nu maskinen var styrtet ned sagde hun
og alle børnene var døde
men hun havde en lille anelse
og spurgte næste morgen min frøken
om vi virkeligt havde været på vingerne
og set Korsør og Rådhuset oppefra
men det passede ikke det var bare mig der havde leget…
der var en rusten jernlem i muren ved siden af sandkassen
og den ku man åbne
og bruge til hemmeligt rum
og gemme eddekopper indeni og madpapir og levende kålorme
og somme tider kom skraldemændene gående
det var et stort optog
og vi ville helt bestemt alle sammen være skraldemænd engang
og Else græd
for hun ville aldrig i livet giftes
med en skraldemand
og det blev hun hellerikke…
en dag på lejrskolen rullede jeg ned af en bakke
indeni en gammeldags mælkekasse
og fik næseblod
men det gjorde ikke ondt og de andre slog sig osse
og lige før lejren sluttede
kom min levende far og hentede mig hjem
fordi der var nogen der troede jeg havde lungebetændelse
men det var nu bar løgn
og på hospitalet var der hvidt tøj
og jeg nægtede at spise deres bløde vandgrød…
tilsidst sluttede børnehaven eller jeg blev slæbt i skole
og min første regnelærer sagde at jeg drømte
og den idè kørte samtlige andre videre på
og jeg dumpede lidt men kom til kræfter igen
og forsøgte at ta revanche
og klarer mig nu hæderligt
og tænker af og til med en blanding af vemod og afsky
på de mærkelige
og helt virkelige steder
man har henslæbt og spurtløbet sin forgangne barndom i nærheden af…