Nedenstående kan også bruges som inspirationskilde, når du skal udarbejde en personkarakteristik (en personbeskrivelse).
Der er to amerikanere, Joseph Luft og Harry Ingham, der i midten af 1950’erne udviklede en model, der prøvede at beskrive et menneskes hele personlighed. Modellen kaldes Johari-vinduet (Jo = Joseph og Hari = Harry I.).
Modellen skal forstås således:
-
Det kendte område
Det kendte område af et menneskes personlighed er det, som både personen selv og andre mennesker kender til. Det er altså de sider, som personen åbent viser til andre. Dette område er større eller mindre afhængigt af hvilken sammenhæng personen indgår i. Som regel er det relativt stort, når personen er i selskab med nære venner og familie og mindre, når personen er sammen med folk, han ikke kender særlig godt. -
Det skjulte område
Det skjulte område er det, personen mere eller mindre bevidst skjuler for andre, af hvilke grunde det nu end kan være. -
Det blinde område
Det blinde område er den del af personligheden, som er ukendt for personen selv, men kendt af andre. Det kan fx være den måde en person bliver positivt eller negativt opfattet af andre, men som disse ikke afslører for personen. Det kan også være personens kropssproglige signaler til hans omgivelser, som andre mennesker opfatter positivt eller negativt, men som personen ikke selv er klar over, at han udsender. -
Det ukendte område
Det ukendte område er det, som både er ukendt af personen selv og af andre. Det kan være evner og talenter, som personen ikke har opdaget, at han har. Det kan være en frygt for eller aversion imod noget, som personen ikke selv ved af, men som kan være årsagen til at han, uden at kunne forklare det selv, opfører sig og reagerer på bestemte måder i bestemte sammenhænge. Det kan være, at personen har en sygdom, som han ikke har opdaget endnu. Det kan være fortrængte og ubevidste følelser, måske forårsaget af særlige hændelser tidligere i livet, osv.
Sådan kan personlighedens opbygning beskrives for det “virkelige” menneske af kød og blod, for dig og mig. En spændende pointe i forhold til at udarbejde en personkarakteristik af en opdigtet person er, at du kan forsøge at få et kig ind i alle hans personlighedsområder: både det kendte, det skjulte, det blinde og det ukendte.
Med andre ord kan du forsøge at tegne et billede af en persons personlighed ved at undersøge følgende spørgsmål:
- Hvilke følelser, tanker, oplevelser og egenskaber giver personen åbenlyst udtryk for i sit samvær med andre?
- Hvilke følelser, tanker, oplevelser og egenskaber skjuler han for andre?
- Hvilke følelser, tanker, oplevelser og egenskaber afslører han i sin måde at opføre sig på, at tale på mv., som han sandsynligvis ikke selv er bevidst om, men som andre (inklusive læseren) opfatter? Hvilken opfattelse udtrykker andre om personen uden hans vidende?
- Hvilke følelser, tanker, oplevelser og egenskaber er tilsyneladende ukendte for både personen selv og andre personer i fortællingen, men som åbenbares for os læsere, når vi får indsigt i fx vigtige begivenheder i hans fortid, som må formodes at præge hans personlighed på det tidspunkt, vi lærer ham at kende?