Kontrasten mellem lys og mørke er et centralt greb i malerkunsten, især i perioden omkring 1600-tallet, hvor kunstnere brugte kraftige lys- og skyggevirkninger til at fremhæve former, skabe stemning og lede beskuerens blik.
Francisco Zubarán (1598–1664)
“Sainte Apolline”, 1636.
Francisco Zubarán arbejdede ofte med stærke lysvirkninger, hvor motivets ansigt og vigtige detaljer trækkes frem mod en mørk baggrund. I “Sainte Apolline” fremhæves helgenens ansigt og attributter gennem kontraster mellem oplyste flader og dybe skygger.
Harmenszoon van Rijn Rembrandt (1606–1669)
“Mand med en guldhjelm”, cirka 1650.
Rembrandt er berømt for sin dramatiske brug af clair-obscur - kontrasten mellem lys og mørke - som han anvendte til at give psykologisk dybde og rumlig klarhed i sine portrætter og historiske billeder. I “Mand med en guldhjelm” ses hvordan lyset modellerer ansigtets og hjelmens former, mens baggrunden holdes i mørke for at fremhæve motivet.
Til Farvelære