Et persongalleri i en fortælling er alle de personer, der deltager i det begivenhedsforløb, der skildres.
Det mest interessante i den forbindelse er, at du udpeger, hvem der er hovedpersoner og hvem der er vigtige bipersoner.
Hvis du sammenligner med en film, svarer det til, at du skal konstatere, hvem der har hovedrollen/hovedrollerne og hvem der har mere eller mindre vigtige biroller.
Vi kan tale om forskellige slags hovedpersoner:
Den primære og sekundære hovedperson
I mange fiktionsprosatekster vil flere personer kunne opfattes som en slags hovedpersoner. I sådanne situationer kan vi enten udpege den der er allermest fremtrædende som primær hovedperson og den anden eller de andre som sekundære hovedpersoner eller vi kan blive nødt til at sige, at der er mere end én primær hovedperson.
Den formelle og reelle hovedperson
I andre tekster støder vi fx på en jeg-person eller en tredjeperson (han, hun eller en navngiven figur), der måske fortæller om sig selv som barn eller som fortæller om en helt anden person. Her vil vi kunne tale om at den, der fortæller, er formel hovedperson, hvis han ikke er direkte, eller kun i begrænset omfang, deltager i det begivenhedsforløb, der skildres. Den person, fortællingen reelt handler om, kalder vi den reelle hovedperson.
Hvis historien fx handler om en voksenfortæller, der beskriver sine barndomsoplevelser, vil det i nogle tilfælde være mest præcist at beskrive den voksne som formel hovedperson og den-voksne-som-barn som den reelle hovedperson.
Særlig vigtige bipersoner kalder vi primære bipersoner, og de mindre vigtige kalder vi sekundære bipersoner.
Både hovedpersoner, bipersoner eller personer, der faktisk slet ikke indgår som egentlige deltagere i fortællingen kan have rollen som den, vi kan kalde igangsætteren.
Igangsætteren er en person, der har en hovedrolle i den forstand, at det er ham, der, frivilligt eller ufrivilligt, foretager en eller anden handling, som sætter gang i hele det hændelsesforløb, fortællingen handler om.
ET EKSEMPEL!
I novellen “Glansbilleder” må den unge blinde mand betegnes som primær hovedperson, fordi han er “på scenen” stort set hele tiden. Han er der også, når den unge pige ikke er der.
Pigen “fylder” dog ganske meget. Hun har ikke kun en rolle som bifigur, men er placeret i en så vigtig og selvstændig en rolle af stor psykologisk betydning, at vi må kalde hende for sekundær hovedperson.
Af mindre fremtrædende personer, altså bipersoner, må vi nævne manden, der bombastisk træder ind på scenen til sidst som primær biperson. Måske kan den unge mands schæferhund også placeres i denne del af persongalleriet.
De mere anonyme parkgængere i indledningen af novellen og legetøjsekspedienten, som vi hører om et kort øjeblik, da den unge mand køber glansbilleder er at regne for sekundære bipersoner.
Til Forside