Egen vurdering: Sådan vurderer du en tekst

Kort vejledning til, hvordan man i danskundervisningen foretager en personlig vurdering af en tekst. Indeholder centrale overvejelser og spørgsmål til indtryk, tema og virkemidler.

EGEN VURDERING

Begrebet vurdering kan vi i danskfaglig sammenhæng definere på denne måde:

At foretage en vurdering af en tekst vil sige at tage stilling til, hvilken værdi man personlig vil tillægge teksten.

Vurderingen er således den del af tekstarbejdet, hvor du opfordres til åbenlyst at give udtryk for din personlige mening om eller holdning til tekstens indhold og form.

Du skal, med andre ord, overveje, hvad du synes er godt eller skidt ved teksten, hvad der gør et særligt positivt og/eller negativt indtryk på dig - og, efterfølgende, begrunde disse vurderinger?

Du kan eventuelt lade dig vejlede af følgende spørgsmål:

  1. Hvordan var dit umiddelbare indtryk af teksten? Fangede den din opmærksomhed og interesse eller det modsatte? Overvej hvorfor.

  2. Er det din personlige vurdering, at tekstens personer og/eller tema(er) er særlig interessant(e), vedkommende, spændende, tankevækkende eller det modsatte? Hvordan kan det være?

  3. Har forfatteren, efter din mening, anvendt nogle fortælletekniske og/eller sproglige virkemidler, der gør særligt indtryk? Hvilke virkemidler er det eventuelt, hvilket indtryk har de gjort og hvorfor har de det?