Sætningskonstruktion: helsætning, ledsætning og for-/bagvægt

Kort gennemgang af sætningers opbygning: helsætninger og helsætningsstamme, ledsætninger og indskudte led, kompleks sætningskonstruktion samt begreberne forvægt og bagvægt med illustrative eksempler.

En sætning kan være længere eller kortere. Og den orden, sætningens ord er organiseret i, kan være mere eller mindre kompliceret.

I det følgende gennemgås kort, hvilke dele en sætning kan bestå af, og hvordan den kan være bygget op.

Helsætning, helsætningsstamme, ledsætning og indskudt led

  • En helsætning er en sætning, der ikke står som led i en anden sætning.

En sætning kan sagtens bestå af flere helsætninger.

  • En helsætningsstamme er den del af en sætning, som andre sætninger er led i.

  • En ledsætning er en sætning, der står som led i en anden sætning, enten som led i en helsætningsstamme eller som led i en anden ledsætning.

  • Et indskudt led er en sætning eller en periode*, der afbryder helsætningen, helsætningsstammen eller ledsætningen.

Den komplekse sætningskonstruktion

  • En sætning, der består af mange sætningsdele, altså flere helsætninger, helsætningsstammer, ledsætninger og/eller indskudte led, er mere kompleks end en sætning, der består af få sætningsdele.

Et eksempel på en kompleks sætningsopbygning:

For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade :…” (Uddrag af §114 i Straffelovens kap. 13 om “Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.”).

En tekst eller afsnit i en tekst, der er bygget op af ganske korte sætninger, kaldes punktumsprog.

  • En sætning med forvægt er som regel mere kompleks end en sætning med bagvægt.

En sætning med forvægt er en sætning, der ikke indledes med en helsætningsstammes grundled og udsagnsled.

En sætning med bagvægt er en sætning, der indledes med helsætningsstammens grundled og udsagnsled og først derefter følger ledsætningerne.

Eksempler:

Forvægt: “Som andre planter producerer algerne ilt, så længe de lever.
Forvægt: “Så længe algerne lever producerer de ilt som andre planter.

Bagvægt: “Algerne producerer ilt, så længe de lever, som andre planter.” (Fra artiklen “Fjorden holder vejret i sommervarmen” i Nordjyske Stiftstidende tirs. d. 5. aug. 2003).
Bagvægt: “Algerne producerer ilt som andre planter, så længe de lever.

En sætning med forvægt virker særlig kompleks, hvis den er lang og hvis der går mange ord, før en helsætningsstammes grundled og udsagnsled indfinder sig:

Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år.” (§ 172, stk. 2 i Straffelovens kap. 19 om “Forbrydelser vedrørende bevismidler”, min understregning).

Samme virkning kan det have, hvis helsætningsstammens grundled og udsagnsled i den forvægtede sætning er “skilt” fra hinanden, så det ene led fx står forrest i sætningen, og det andet i slutningen:

En kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for alvorlig fare, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.” (§ 251 i Straffelovens 25. kapitel om “Forbrydelser mod liv og legeme”, min understregning).