Uddrag fra publikationen: “Vejledning til grundfaget dansk - de merkantile erhvervsuddannelser” kapitel 5 om “Fagets mål og hovedområde”, Undervisningsministeriet 1997.
Hvem har ret?
Det sker, at der i dansktimerne udvikler sig diskussioner mellem elever og lærer om, hvis læsning og udlægning af tekst/tekstelementer, der er “rigtig”.
Kan man få hvad som helst ud af hvad som helst? Og er enhver mening ikke lige gyldig? Har læreren ret til at fastholde sin mening, selv efter at eleverne har ringet til forfatteren, der absolut ikke er enig med dansklæreren?
En del af svarene hænger sammen med, at der selv på et grundlæggende tekstanalytisk niveau kan skelnes mellem forskellige niveauer af betydning i en tekst, hvor et niveau er det, forfatteren er bevidst om (det elever kan ringe og tale med nulevende forfattere om…).
I oversigtsform kan der skelnes mellem:
A. Den diskursive fortæller
Der står mere end forfatteren ved. Forfatteren er som alle andre underlagt sit ubevidste, begrænset af f.eks. sin tids viden, sprog, værdisystemer og fortællenormer. Alle disse forhold ved læreren gennem sin uddannelse noget om - og eleven kan lære noget af det, f.eks. gennem grundkurser i psykoanalyse (det ubevidste er det centrale begreb) og fortælleteori. Det betyder, at forfatteren ikke er det sidste sandhedsvidne med hensyn til, hvad der “står i teksten”.
B. Den intentionelle fortæller
Når det gælder forfatterens bevidste budskab, vil læreren gennem sin historiske indsigt, sin sproglige bevidsthed, sin analytiske skoling osv. ofte over for eleverne kunne insistere på, hvad der er den rigtigste læsning. F.eks. drejer røgen på H.C. Andersens togrejse til Roskilde sig ikke om forurening, Leif Panduros “Uro i forstæderne” handler ikke om indvandrere, og at have ung pige i huset i 1950’erne signalerer ikke nødvendigvis overklasse. Det skal læreren gøre eleverne klart - men de skal samtidig have at vide, at det er rimelige umiddelbare læsninger med deres nutidsbaggrund. Læreren må også insistere på, at når Hitchcock lader et tog med to forelskede i en sovevogn forsvinde ind i en dyb mørk tunnel, ja så er det et symbolsk samleje.
C. Den fortalte fortæller
I teksten anvender forfatteren en fortæller - enten solidarisk eller usolidarisk. Især den sidstnævnte er interessant, men den usolidariske fortæller er svær at identificere for mange elever. Her kan et arbejde med tekstens historiske kontekst være nødvendigt. F.eks. kan Henning Mortensens jeg-fortællere fra 70’erne vanskeligt læses “rigtigt” uden viden om de intellektuelles holdning til småborgerligheden i perioden. Læsningen vil desuden lettere kunne gennemføres ved brug af et fortælleteknisk begrebsapparat.
Det kan i den sammenhæng være svært som lærer, når man i novellen “Lykke” af Henning Mortensen med god ret insisterer på den historisk korrekte læsning, at tage hensyn til 90’er skilsmissebarnets betagelse af den smukt udtrykte glæde over hus, arbejde, familie og springvand.