Tove Meyer (1913–1972) - læsning af 'Havklokken' fra Brudlinier (1967)

Kort fortolkning af digtet 'Havklokken' fra Tove Meyers digtsamling Brudlinier (1967). Fokus på billedsprog, rumlig placering af motiver og den maleriske sans i digtet.

Et digt fra del I “Sommersansning” i hendes digtsamling “Brudlinier”, 1967:

En hensigt med denne grafik er måske at få dig til at “se” digtet for dig:

“Havklokken” (sommerskyen?) “ophængt” i den blå uendelige himmel øverst til venstre i digtet?

Og læg mærke til, at ordet “her” tillægges dets bogstavelige betydning, sådan at ordet refererer til et bestemt fysisk sted i digtet, nemlig dels i midten til højre, - der står solen op bag nogle sten, dels nedad til venstre, hvor stranden ligger forrest og havet lige bagved og endelig helt nede - til højre, hvor vindknebelen svinger i vinden i det strålende sommerlys.

Vi kan næsten forestille os et maleri af en glad sommer for vores øjne, ikke?

Tilbage til Lyrik